BEK 822/2015 · Bekendtgørelse om afviklingsforanstaltninger
BEK 822/2015 ст. 23
Spaltning
Beslutning om spaltning efter § 22, stk. 1, sker på grundlag af følgende: 1) En værdiansættelse af den indskydende virksomhed, jf. §§ 6 eller 7 i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder, eller den senest aflagte halvårsrapport eller årsrapport, hvis denne er aflagt efter værdiansættelsen. For broinstitutter eller porteføljeadministrationsselskaber den senest aflagte halvårsrapport eller årsrapport, eller hvis denne ikke foreligger selskabets åbningsbalance. 2) En beretning fra bestyrelsen i en deltagende virksomhed, som oplyser om begivenheder af væsentlig betydning, herunder væsentlige ændringer i aktiver og forpligtelser, som er indtruffet i perioden efter grundlaget i nr. 1 og indtil beslutningen. Dette krav gælder ikke, hvis beslutningen træffes inden eller i umiddelbar forlængelse af den endelige værdiansættelse i § 6 i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder, når beslutningen træffes som led i gennemførelsen af en afviklingsforanstaltning efter denne lov. 3) En beretning fra bestyrelsen i hver af de bestående deltagende broinstitutter og porteføljeadministrationsselskaber, der oplyser om begivenheder af væsentlig betydning, herunder væsentlige ændringer i aktiver og forpligtelser, der er indtruffet i tiden mellem grundlaget i nr. 1 og beslutningen.
Stk. 2. Følgende oplysninger skal fremgå af en beslutning om spaltning: 1) De deltagende virksomheders og selskabers navne og binavne, herunder om den indskydende virksomheds, broinstituts eller porteføljeadministrationsselskabs navn eller binavn skal indgå som binavn for det modtagende selskab. 2) Fordeling af de aktiver og passiver, som overføres eller forbliver i hver af de deltagende virksomheder og selskaber. 3) Vederlaget for kapitalandelene i den indskydende virksomhed, broinstitut eller porteføljeadministrationsselskab, herunder fordelingen heraf. 4) Tidspunktet, fra hvilket kapitalandele, der eventuelt ydes som vederlag, giver ret til udbytte. 5) Tidspunktet, fra hvilket den indskydende virksomheds, broinstituts eller porteføljeadministrationsselskabs rettigheder og forpligtelser regnskabsmæssigt skal anses for overgået. 6) Vedtægter, hvis der ved spaltningen dannes et nyt selskab.
Stk. 3. Der skal være truffet identiske beslutninger, jf. stk. 2, i samtlige af de deltagende virksomheder og selskaber. Hvis dette ikke er tilfældet, anses beslutning om spaltning for bortfaldet.
Stk. 4. Sker der i forbindelse med spaltningen kapitalforhøjelser i det modtagende broinstitut eller porteføljeadministrationsselskab, finder § 18 tilsvarende anvendelse.