BEK 822/2015 · Bekendtgørelse om afviklingsforanstaltninger
BEK 822/2015 ст. 12
Stiftelse ved apportindskud
Ved stiftelse og kapitalisering af et broinstitut eller et porteføljeadministrationsselskab i den kritiske fase kan indskud af selskabskapital ske med andet end kontanter (apportindskud).
Stk. 2. Ved stiftelse og kapitalisering af et broinstitut eller et porteføljeadministrationsselskab med apportindskud efter udgangen af den kritiske fase finder selskabslovens kapitel 3 anvendelse i sin helhed.
Stk. 3. Ved stiftelse med apportindskud efter stk. 1 sker værdiansættelsen af de indskudte værdier på baggrund af en værdiansættelse efter §§ 6 eller 7 i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder.
Stk. 4. Ved stiftelse med apportindskud efter stk. 1 skal stiftelsesdokumentet vedhæftes en oversigt over de indskudte værdier. Oversigten udarbejdes af Finansiel Stabilitet på grundlag af værdiansættelsen, jf. stk. 3, og skal indeholde følgende: 1) En angivelse af summen for hver kategori af indskud. 2) Oplysning om den anvendte fremgangsmåde ved vurderingen. 3) Angivelse af det vederlag, som er fastsat for overtagelsen.
Stk. 5. Overtager et broinstitut eller et porteføljeadministrationsselskab i forbindelse med en stiftelse efter stk. 1 en bestående virksomhed eller en bestemmende kapitalpost i den overtagne virksomhed, skal stiftelsesdokumentet desuden indeholde en åbningsbalance for broinstituttet eller porteføljeadministrationsselskabet. Åbningsbalancen skal udarbejdes i overensstemmelse med de regnskabskrav, der gælder for broinstituttet eller porteføljeadministrationsselskabet.