BEK 302/2015 ст. 29
Arbejdssted og arbejdsplads
Risikoen for nedfald og nedstyrtning skal forebygges. Højden og hældningen på overdæknings- og brydningsfronter skal tilpasses arten af undergrund, undergrundens beskaffenhed og de planlagte arbejdsmetoder.
Stk. 2. Ved grave- og brydningsarbejde skal det sikres, at utilsigtede og farlige jordskred og nedstyrtninger undgås. Herunder skal navnlig følgende iagttages: 1) Udgravninger, hvor udgravning foretages med fri skrænt, skal have en sådan hældning, at farlige skred ikke kan opstå. 2) Løst fjeld, som kan medføre fare, skal straks fjernes eller sikres på en betryggende måde. Før arbejdet begynder eller genoptages, skal overdækning og skrænter over arbejdspladser eller færdselsveje undersøges for løst materiale eller løse sten, der fjernes, såfremt det er nødvendigt. 3) Udgravninger eller fjernelse af løsnet materiale skal ske på en måde, så der ikke skabes utilsigtet ustabilitet. 4) Så hurtigt som mulig efter et udgravningsarbejde skal der etableres afstivning, undtagen når stabiliteten i undergrunden ikke gør det nødvendigt. 5) Områder, hvor det kan være fare for ukontrollerbart nedfald af sten eller sammenstyrtning, skal straks afspærres. Afspærringen må ikke fjernes, før kontrol og nødvendig oprydning eller sikring af området er foretaget. 6) Der skal altid være mulighed for hurtig flugt bort fra skrænten eller brydningsstedet.
Stk. 3. Udgravede områder, hvortil der er adgang i forbindelse med arbejdet, skal kontrolleres regelmæssigt med hensyn til stabiliteten i undergrunden, og afstivningen skal vedligeholdes, så det planlagte sikkerhedsniveau opretholdes.
Stk. 4. Særlige forhold med betydning for sikringsarbejdet skal varsles til næste skift og registreres skriftligt. Dokumentationen skal opbevares på arbejdspladsen, så længe arbejdet pågår.