BEK 68/2015 · Bekendtgørelse om tilskud til ændret afvanding
BEK 68/2015 ст. 2
Definitioner
I denne bekendtgørelse forstås ved: 1) Tilsagnsareal: Areal, for hvilket der er givet tilsagn om tilskud. 2) Tilsagnsperiode og tilsagnsår: Periode for tilsagn om tilskud, der begynder den 1. september i ansøgningsåret og slutter den 31. august 5 år senere. Tilsagnsperioden omfatter 5 tilsagnsår, der hvert begynder den 1. september og udløber den 31. august det efterfølgende år. 3) Ansøgt areal: Areal, for hvilket der er ansøgt om tilsagn om tilskud. 4) Frist for indgivelse af Fællesskema: Den frist for NaturErhvervstyrelsens modtagelse af Fællesskema, der er anført i bestemmelserne i NaturErhvervstyrelsens bekendtgørelse om markblok og elektronisk Fællesskema eller senere bestemmelser, der måtte afløse de nævnte bestemmelser. 5) Overdragelse af arealer: Det økonomiske ansvar for driften af arealerne overdrages til en anden fysisk eller juridisk person ved salg, bortforpagtning, ophør af forpagtning eller en tilsvarende form for overdragelse. 6) Erhverver: En fysisk eller juridisk person, som overtager det økonomiske ansvar for driften af et eller flere arealer fra en anden fysisk eller juridisk person ved køb, forpagtning, ophør af forpagtning eller en tilsvarende form for erhvervelse. 7) Skov: Et landområde på over 0,5 ha bevokset med træer af en højde på over 5 m og med en kronedækningsgrad på mindst 10 pct. eller med træer, der kan nå disse tærskler på lokaliteten, og omfatter ikke landområder, der hovedsagelig anvendes til landbrugsmæssige eller bymæssige formål. For konkret kortlagte lysåbne habitatnaturtyper i skov gælder dog en kronedækningsgrad på mindst 50 pct. 8) Randzoneareal: Areal, der er randzone i medfør af lov om randzoner og regler udstedt i medfør heraf. 9) Randzonearealkort: Fødevareministeriets vejledende kort over randzonearealer, som kan ses på Fødevareministeriets Internet Markkort. 10) Revisionsklausul: Revisionsklausul, som omhandlet i artikel 48 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1305/2013 af 17. december 2013 om støtte til udvikling af landdistrikterne fra Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne (ELFUL) og om ophævelse af Rådets forordning (EF) nr. 1698/2005. 11) Afgrødegruppe: Afgrødegruppe, som fastlagt i artikel 17, stk. 1, litra b, i Kommissionens delegerede forordning (EU) nr. 640/2014 af 11. marts 2014 om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1306/2013 for så vidt angår det integrerede forvaltnings- og kontrolsystem, betingelserne for afslag eller tilbagetrækning af betalinger og administrative sanktioner vedrørende direkte betalinger, støtte til udvikling af landdistrikterne og krydsoverensstemmelse. 12) Overtrædelse: "manglende opfyldelse" eller "manglende overholdelse", som defineret i artikel 2, stk. 1, nr. 2, litra a, i Kommissionens delegerede forordning (EU) nr. 640/2014.