BEK 1342/2014 · Bekendtgørelse om lodspåsætning, -afsætning og -afløsning
BEK 1342/2014 ст. 1
Lodser må kun gå om bord og fra borde, hvor det i den konkrete situation er sejladssikkerhedsmæssigt forsvarligt og uden risiko for lodsens sikkerhed. Der skal ved vurderingen heraf lægges vægt på følgende forhold: 1) Lodsen skal være om bord i rimelig tid, inden lodsningen påbegyndes, 2) ved lodsning af skibe på strækninger eller i områder med lodspligt, jf. bekendtgørelse om anvendelse af lods, skal lodsen være om bord på hele strækningen eller i området, hvor der er lodspligt, 3) farvandets beskaffenhed, herunder strøm og tidevand, 4) skibet skal være på sikker kurs og fart, 5) trafikken i området, 6) vejrforhold, og 7) andre forhold af betydning for sejladssikkerheden og lodsens sikkerhed.
Stk. 2. De anbefalede lodspåsætningssteder, der under normale vejr- og trafikforhold anses for velegnede, fremgår af fortegnelsen nævnt i § 2, stk. 1. Lodsen må dog også gå om bord eller fra borde på andre steder, hvor det er forsvarligt, jf. stk.1.
Stk. 3. Lodseriet skal sikre, at skibet får klar information og vejledning om, hvor lodsen går om bord og fra borde.
Stk. 4. Hvis vejrforhold eller andre omstændigheder forhindrer lodsen i at komme om bord, skal lodsen i videst mulig udstrækning vejlede skibet, indtil lodsen kan komme om bord.
Stk. 5. Hvis en skibsfører ønsker lodsningen fortsat udover det område, som lodsen er certificeret til at lodse i, skal lodsen meddele skibsføreren, hvor lodsafløsningen kan finde sted.
Stk. 6. Såfremt der på en lodsning skal ske afløsning mellem to lodser, skal begge lodser sikre, at der sker behørig overlevering.