Правовая библиотека и анализ дел · Австрия · Бельгия · Европейский союз
LAWxPERT Вход Бесплатная учётная запись

BEK 768/2014 · Bekendtgørelse om kompensation, genhusning og overtagelse som følge af forurening og gener fra anlægget af Cityringen

BEK 768/2014 ст. 32

Overtagelse

ДействуетОфициальный текст

Hvis en ejer eller andelshaver ønsker at få overtaget sin bolig, retter ejeren eller andelshaveren henvendelse til Metroselskabet I/S. Henvendelsen skal være vedlagt de vedtægter, der gælder for den enkelte bolig, samt alle øvrige oplysninger, herunder om leje og andre rettigheder, som har betydning for fastsættelse af prisen.

Stk. 2. Når Metroselskabet I/S har modtaget en anmodning i henhold til stk. 1, og Metroselskabet I/S vurderer, at selskabet lovligt kan erhverve og eje den pågældende bolig, jf. § 31, indhenter Metroselskabet I/S en skriftlig vurdering af boligens værdi i handel og vandel (markedspris) på tidspunktet for anmodningen fra en uafhængig, statsautoriseret ejendomsmægler og valuar.

Stk. 3. Når vurderingen i henhold til stk. 2 foreligger, fremsætter Metroselskabet I/S i overensstemmelse hermed et tilbud om overtagelse af boligen til ejeren eller andelshaveren.

Stk. 4. Ønsker ejeren eller andelshaveren at acceptere tilbuddet, skal dette meddeles skriftligt til Metroselskabet I/S.

Stk. 5. Hvis ejeren eller andelshaveren ikke kan acceptere Metroselskabet I/S’ tilbud, kan ejeren eller andelshaveren indbringe sagen for Ekspropriationskommissionen. Ved en indbringelse bortfalder tilbuddet i henhold til stk. 3.

Stk. 6. Hvis sagen indbringes for Ekspropriationskommissionen, foretager kommissionen en besigtigelse af boligen, hvorefter ejeren eller andelshaveren og Metroselskabet I/S har lejlighed til at udtale sig. Derefter fremkommer Ekspropriationskommissionen med et tilbud om overtagelse af boligen til ejeren eller andelshaveren og redegør i den forbindelse i fornødent omfang for de overvejelser, der har ligget til grund for tilbuddet. Ekspropriationskommissionen vurderer boligens værdi i handel og vandel og er ikke bundet af den i stk. 2 angivne vurdering. Hvis ejeren eller andelshaveren ikke vil acceptere tilbuddet på stedet, kan ejeren eller andelshaveren få et skriftligt tilbud om overtagelse af boligen med 14 dages betænkningstid.

Stk. 7. Hvis ejeren eller andelshaveren ikke vil acceptere tilbuddet i henhold til stk. 6, kan ejeren eller andelshaveren anmode om kendelse, der af Ekspropriationskommissionen skal indbringes for Taksationskommissionen.

Stk. 8. Ejeren eller andelshaveren er ikke forpligtet til at acceptere overtagelsen, uanset at sagen er indbragt for Ekspropriationskommissionen eller Taksationskommissionen.