BEK 768/2014 ст. 17
Yderligere kompensation i særlige tilfælde og ved flytning til erstatningsbolig
Hvis en husstand, der i mindst tre på hinanden følgende måneder er berettiget til maksimal kompensation (100 pct.), ønsker at flytte til en midlertidig bolig (erstatningsbolig) i denne periode, afholder Metroselskabet I/S ud over kompensationen følgende udgifter: 1) Depositum eller beboerindskud i erstatningsboligen. 2) Beboerens flytteudgifter ved ud- og indflytning, dog maksimalt 10.000 kr. ekskl. moms pr. flytning. 3) Udgifterne forbundet med istandsættelse af erstatningsboligen, hvis denne efter lejeaftalen skal afleveres istandsat ved fraflytning, og beboeren ikke har misligholdt boligen. 4) Udgifter til særlige og nødvendige indretninger i erstatningsboligen for personer med særlige behov, hvis Metroselskabet I/S har accepteret udgifterne, inden indretningerne er etableret af beboeren.
Stk. 2. Beløb efter stk. 1 kan kun udbetales, hvis der indgås en aftale mellem Metroselskabet I/S og husstanden på følgende vilkår: 1) En beboer i husstanden skal orientere Metroselskabet I/S om tidspunkt for besigtigelse af erstatningsboligen ved ind- og udflytning, således at Metroselskabet I/S har mulighed for at være repræsenteret, herunder at beboeren skal sende Metroselskabet I/S kopi af de rapporter, der udarbejdes i forbindelse med ind- og udflytning. 2) En beboer i husstanden skal, når Metroselskabet I/S skal afholde udgifter til istandsættelsen, jf. § 17, stk. 1, nr. 3, give Metroselskabet I/S adgang til erstatningsboligen i ryddet stand og klar til istandsættelse forud for lejekontraktens ophør og tillade, at erstatningsboligen istandsættes af Metroselskabet I/S forinden aflevering af erstatningsboligen til udlejer, medmindre lejekontrakten indeholder vilkår om, at istandsættelse skal foretages af udlejer for lejers regning. 3) At husstanden har adgang til den hidtidige bopæl, men at den hidtidige bopæl ikke må udlejes eller anvendes til beboelse eller tages i brug til erhverv.
Stk. 3. Er der indgået en aftale om at yde beløb efter stk. 1, skal Metroselskabet I/S på anmodning fra beboeren udbetale beløbene, når der foreligger dokumentation for, at udgifter enten er afholdt af beboeren eller forventes afholdt inden for kort tid (forudbetaling). Har Metroselskabet I/S ydet forudbetaling, skal beboeren på Metroselskabet I/S’ anmodning fremlægge dokumentation for, at udgiften er afholdt. Metroselskabet I/S kan kræve tilbagebetaling af udbetalte beløb, hvis beboeren overtræder vilkårene i aftalen, jf. stk. 2.
Stk. 4. Depositum eller beboerindskud, jf. stk. 1, nr. 1, tilbagebetales uden renter til Metroselskabet I/S, når beboeren fraflytter erstatningsboligen, og når dette er udbetalt af udlejer.
Stk. 5. Opstår der uenighed mellem beboeren og Metroselskabet I/S om udgifterne, som Metroselskabet I/S skal afholde efter stk. 1, herunder om overtrædelse af vilkårene for en aftale herom efter stk. 2, skal Metroselskabet I/S oversende sagen til behandling i Ekspropriationskommissionen, hvis beboeren ønsker dette.