Правовая библиотека и анализ дел · Австрия · Бельгия · Европейский союз
LAWxPERT Вход Бесплатная учётная запись

BEK 1396/2013 · Bekendtgørelse om offshoredykkeroperationer og offshoredykkermateriel

BEK 1396/2013 ст. 3

ДействуетОфициальный текст

Dykkerarbejdet skal af undervandsentreprenøren i alle led planlægges, tilrettelægges og udføres sikkerheds-, sundheds- og miljømæssigt fuldt forsvarligt i overensstemmelse med gældende danske bestemmelser, og/eller internationale bestemmelser accepteret af Søfartsstyrelsen. Der må ikke foreskrives eller forudsættes anvendt konstruktioner, planudformninger, detailløsninger og arbejdsmetoder, der kan være farlige for eller i øvrigt forringe sikkerheden og sundheden ved arbejdets udførelse. Dykkerarbejdet skal tilrettelægges og udføres under størst mulig hensyntagen til, at de samlede påvirkninger i arbejdsmiljøet på kortere eller længere sigt ikke forringer arbejdstagernes sikkerhed eller sundhed.

Stk. 2. Undervandsentreprenøren skal forud for operationens igangsættelse sikre, at de § 3, stk. 3-9, og § 5 omhandlede forhold omkring en dykkeroperation er betryggende tilrettelagt og i overensstemmelse med gældende danske bestemmelser, og/eller internationale bestemmelser accepteret af Søfartsstyrelsen.

Stk. 3. Undervandsentreprenøren skal sikre, at alt personel, der er involveret i dykkeropgaven, altid er informeret om procedurer og andet, der er nødvendigt for at udføre den pålagte opgave under størst mulig hensyntagen til helbreds-, sundheds- og miljømæssige forhold. Endvidere skal undervandsentreprenøren udarbejde en risikovurdering, inden arbejdet påbegyndes.

Stk. 4. Undervandsentreprenøren skal sikre, at der er etableret et sikkerhedsberedskab.

Stk. 5. Undervandsentreprenøren skal dokumentere alle faser i en dykkeroperation. Dette omfatter monitorering og registrering af bl.a. trykændringer og sammensætningen af åndemiddel i vand og kammer. Omfanget af monitorering og registrering fastsættes af Søfartsstyrelsen.

Stk. 6. Undervandsentreprenøren skal sikre, at sammensætning, uddannelse og kompetence af personel involveret i dykkeropgaven står i forhold til dykkeroperationens art og omfang.

Stk. 7. Undervandsentreprenøren skal sikre sig, at dykkerpersonellet har gennemgået foreskrevne lægeundersøgelser, kurser m.v. med tilfredsstillende resultat.

Stk. 8. Undervandsentreprenøren skal sikre, at omfanget og kvaliteten af materiellet på ethvert dykkested er tilstrækkeligt til at løse den planlagte opgave sikkert og forsvarligt.

Stk. 9. Undervandsentreprenøren skal sikre, at materiellet, herunder den nødvendige energiforsyning, er dubleret således, at et funktionssvigt ikke forhindrer en forsvarlig og sikker afslutning af opgaven. Herudover skal der forefindes den nødvendige mængde reservedele for almindelig vedligeholdelse.