BEK 162/2010 · Bekendtgørelse om tolkning til personer med hørehandicap
BEK 162/2010 ст. 13
Kvalitetskrav til leverandørerne
Tolkemyndigheden skal efter lovens § 14 fastsætte de kvalitetskrav, der stilles til leverandører af tolkning.
Stk. 2. Tolkemyndigheden skal fastsætte krav til leverandørerne om uddannelsesmæssige kvalifikationer til tolke, jf. lovens § 14. Kravene fastsættes i forhold til den enkelte form for tolkning.
Stk. 3. Tolkemyndigheden kan fastsætte krav til leverandørerne om en bestemt andel tilfredse brugere.
Stk. 4. Tolkemyndigheden skal stille krav om, at leverandørerne skal stille et beredskab til rådighed for at sikre leveringen af den bestilte tolkning.
Stk. 5. Tolkemyndigheden kan stille krav om, at tolkeleverandørerne skal stille et akutberedskab til rådighed for at sikre levering af tolkning døgnet rundt i akutte situationer.
Stk. 6. Tolkemyndigheden kan kræve, at leverandøren stiller sikkerhed for kontraktens opfyldelse. Sikkerhedsstillelsen skal stå i et rimeligt forhold til den forventede omsætning hos leverandøren.
Stk. 7. Tolkemyndigheden skal endvidere stille krav til tolkeleverandørerne om overholdelse af de retningslinier for aflysninger m.v., som tolkemyndigheden har fastsat.
Stk. 8. Tolkemyndigheden skal træffe beslutning om, hvilke krav der skal stilles til tolkeleverandørerne i forbindelse med ændringer ved leveringen af den bestilte tolkning og ved overskridelse af tidsintervallet ved bestilt ubegrænset tolkning.
Stk. 9. Tolkemyndigheden kan fastsætte krav om, at tolkeleverandører ikke kan afvise brugere, der ønsker at benytte den pågældende leverandør. I særlige tilfælde kan tolkemyndigheden dog godkende, at en leverandør afviser at løse en specifik opgave.