BEK 1399/2009 ст. 4
Der foretages sædvanligvis revision i årets løb. Som led i revisionen undersøger revisor de eksisterende forretningsgange, herunder forretningsgangene vedrørende registrering af tilskudsudløsende faktorer, med henblik på at påse, om den interne kontrol er betryggende. Ud over systemrevision udfører revisor i nødvendigt omfang substansrevision. Revisionen udføres som udgangspunkt ved stikprøvevise undersøgelser. Uanmeldt kasse- og beholdningseftersyn indgår i revisionen.
Stk. 2. Ved den afsluttende revision påses det, at regnskabet er opstillet i overensstemmelse med de regler, der er fastsat i hhv. institutionens regnskabsinstruks samt de af Arbejdsmarkedsstyrelsen fastsatte retningslinjer for budget, regnskab og revision, og at det ikke indeholder væsentlige fejl og mangler, og om de dispositioner, der er omfattet af regnskabsaflæggelsen er i overensstemmelse med meddelte bevillinger, love og andre forskrifter samt indgåede aftaler og sædvanlig praksis.
Stk. 3. Ved forvaltningsrevisionen undersøges det, om der er taget skyldige økonomiske hensyn ved institutionens forvaltning. Revisionen udføres med udgangspunkt i institutionens rapportering til Arbejdsmarkedsstyrelsen om mål og opnåede resultater samt om sparsommelighed, produktivitet og effektivitet.