BEK 663/2009 · Bekendtgørelse om beregningen af det kommunale beskæftigelsestilskud for 2010
BEK 663/2009 ст. 4
Beregningen af grundtilskuddet
Kommunen bidrager ikke til finansieringen af arbejdsløshedsdagpenge i de første sammenlagte 18 uger efter indplaceringen i en dagpengeperiode, jf. § 15, stk. 3, i lov nr. 482 af 12. juni 2009. Herefter omfatter beregningen af kommunernes nettoudgifter til arbejdsløshedsdagpenge, jf. § 82a i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v.: 1) 50 pct. af udgifterne til dagpengene, og 2) 25 pct. af udgifterne til dagpengene under tilbud omfattet af kapitel 10 og 11 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.
Stk. 2. Ved beregning af nettoudgifterne efter stk. 1, nr. 1-2 gælder følgende: 1) Beregning af den enkelte kommunes nettoudgifter til arbejdsløshedsdagpenge i 2008 sker på grundlag af statistiske oplysninger i Arbejdsdirektoratets Register for ArbejdsMarkedet (RAM) og i Arbejdsmarkedsstyrelsens Centrale Register for Arbejdsmarkedsstatistik (CRAM). 2) Dagpengemodtagernes kommunetilhørsforhold opgøres på dagpengemånedsbasis på grundlag af oplysninger fra CPR-registret om personens bopælskommune, som indgår i CRAM. 3) Opgørelsen af udgifterne til arbejdsløshedsdagpenge i de første 18 uger af et ledighedsforløb beregnes på grundlag af statistiske oplysninger i Arbejdsdirektoratets Register for ArbejdsMarkedet (RAM). 4) Opgørelsen af udgifter til dagpenge under tilbud efter kapitel 10 og 11 i lov om en aktiv beskæftigelsespolitik, som efter reglerne i 2008 blev udbetalt i form af aktiveringsydelse, er beregnet på grundlag af statistiske oplysninger i eIndkomstregisteret. I opgørelsen korrigeres for udgifter til dagpenge i de første 18 uger af et ledighedsforløb, jf. nr. 3. 5) Opgørelsen af udgifter til dagpenge under tilbud efter kapitel 10 og 11 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, som efter reglerne i 2008 blev udbetalt som dagpenge, foretages på grundlag af statistiske oplysninger i Arbejdsmarkedsstyrelsens Bestandsstatistik om aktiveringsforløb i form af vejledning og opkvalificering samt virksomhedspraktik, hvor der ikke er udbetalt aktiveringsydelse, og en beregnet gennemsnitlig udgift til aktiveringsydelse. Den gennemsnitlige udgift beregnes på grundlag af statistiske oplysninger i Arbejdsmarkedsstyrelsens Bestandsstatistik om aktiveringsforløb i form af vejledning og opkvalificering samt virksomhedspraktik på mere end 4 uger og den samlede udgift til aktiveringsydelse ifølge eIndkomstregisteret, jf. nr. 4. 6) Dagpengemodtagernes kommunetilhørsforhold i Arbejdsmarkedsstyrelsens Bestandsstatistik, jf. nr. 5, opgøres ud fra det jobcenter, der har iværksat aktiveringen, jf. dog § 5, stk. 2, nr. 7 for så vidt angår jobcentre, der omfatter flere kommuner som følge af reglerne om forpligtende kommunale samarbejder.