LBK 896/2026 · Bekendtgørelse af sundhedsloven
LBK 896/2026 ст. 97a
Nævn og ankenævn for abort og fosterreduktion
Abortnævnet består af 1 formand, et antal næstformænd og øvrige medlemmer. Sundhedsministeren fastsætter antallet af næstformænd og øvrige medlemmer.
Stk. 2. Sundhedsministeren beskikker Abortnævnets formand og næstformænd, som skal have bestået juridisk kandidateksamen.
Stk. 3. Sundhedsministeren beskikker nævnets øvrige medlemmer med henholdsvis lægefaglige og socialfaglige kompetencer. Nævnets lægefaglige medlemmer skal være speciallæger i gynækologi og obstetrik eller psykiatri og beskikkes efter indstilling fra Lægeforeningen. Nævnets socialfaglige medlemmer beskikkes efter indstilling fra Dansk Psykolog Forening og Dansk Socialrådgiverforening. Der beskikkes mindst 1 medlem efter indstilling fra hver forening.
Stk. 4. Formanden, næstformændene og de øvrige medlemmer beskikkes for en periode på 4 år. Genbeskikkelse kan finde sted. Udtræder formanden, en næstformand eller et øvrigt medlem i perioden, sker beskikkelse af et nyt medlem for den resterende del af perioden.
Stk. 5. Abortnævnet er beslutningsdygtigt, når det er sammensat af formanden eller 1 næstformand og 2 øvrige medlemmer. Sekretariatet for Abortnævnet beslutter, hvilke medlemmer der skal deltage i nævnets afgørelse af den enkelte sag.
Stk. 6. Afgørelse i Abortnævnet træffes ved stemmeflertal. Ved dissens skal afgørelsen indeholde en tilkendegivelse af mindretallets vurdering.