LBK 644/2026 · Bekendtgørelse af lov om arbejdsskadesikring i Grønland
LBK 644/2026 ст. 28
Årslønsfastsættelse og regulering
Årslønnen udgøres af tilskadekomnes samlede arbejdsfortjeneste i året før arbejdsskadens indtræden. Årslønnen fastsættes efter et skøn, når særlige ansættelsesforhold gør sig gældende, eller når tilskadekomne på grund af en erhvervssygdom ikke har været beskæftiget til samme løn i hele det foregående år, eller hvis tilskadekomne har været ude af erhverv i en kortere eller længere periode før datoen for sygdommens anmeldelse.
Stk. 2. I årslønnen medregnes værdien af fri kost og logi og værdien af andre naturalydelser. Satserne for værdien af kost og logi for personer, der har ophold hos arbejdsgiveren, svarer til de satser, der fastsættes af Skattestyrelsen i Grønland i medfør af § 19 a i landstingslov nr. 12 af 2. november 2006 om indkomstskat, for det pågældende år.
Stk. 3. Årslønnen kan ikke sættes højere end 451.000 kr. Beløbet reguleres efter § 29, stk. 1.
Stk. 4. Er tilskadekomne under 18 år eller under uddannelse, kan der ved årslønsfastsættelsen tages hensyn til den erhvervsindtægt, der kunne forventes efter det fyldte 18. år eller efter uddannelsens afslutning, hvis arbejdsskaden ikke havde fundet sted. Årslønnen skal dog ansættes til mindst 55.200 kr., medmindre tilskadekomnes erhvervsevne allerede forud for arbejdsskadens indtræden var nedsat i væsentlig grad.
Stk. 5. For selvstændige fangere, fiskere, fåreavlere m.v., der er sikret under gruppeforsikringen, jf. § 67, tillægges et beløb til årslønnen til dækning af værdien af naturalier i form af fangst og produktion m.v. til eget forbrug. Beløbet udgør 1,5 gange satsen, der til enhver tid er gældende for kost pr. dag, jf. stk. 2. Årslønnen kan ikke ansættes til mindre end 55.200 kr., når der bortses fra værdien af fangst og produktion m.v. til eget forbrug.
Stk. 6. I tilfælde, hvor indtægtsforholdene varigt ville have ændret sig væsentligt, såfremt arbejdsskaden ikke var indtrådt, fastsættes årslønnen efter den forventede indtægt fra det tidspunkt, hvor indtægtsforholdene ville have ændret sig.
Stk. 7. Beskæftigelsesministeren fastsætter nærmere regler for opgørelse af årsløn for selvstændige erhvervsdrivende.
Stk. 8. Til brug ved beregning og regulering af erstatning for tab af erhvervsevne og tab af forsørger som løbende ydelse fastsættes en grundløn. Denne beregnes ved at gange den årsløn, der er fastsat efter reglerne i stk. 1-6, med forholdet mellem 55.200 kr. og det minimale årslønsbeløb, der var gældende, da arbejdsskaden indtraf.