LBK 1537/2025 · Bekendtgørelse af lov om investeringsrådgivere og boligkreditformidlere
LBK 1537/2025 ст. 5a
Særlige krav for investeringsrådgivere
Bestyrelsen hos en investeringsrådgiver er ansvarlig for, skal fastlægge og føre tilsyn med gennemførelsen af ledelsesordninger, som skal sikre en effektiv og forsigtig ledelse, herunder at investeringsrådgiveren har 1) en klar organisatorisk struktur med en veldefineret gennemskuelig og konsekvent ansvarsfordeling, 2) procedurer med henblik på adskillelse af funktioner i forbindelse med håndtering og forebyggelse af interessekonflikter, 3) en politik vedrørende de tjenesteydelser, aktiviteter, produkter og transaktioner, som investeringsrådgiveren tilbyder eller leverer i overensstemmelse med virksomhedens risikovillighed og de karakteristika og behov, der kendetegner investeringsrådgiverens kunder, og 4) de nødvendige ressourcer til at gennemføre investeringsrådgiverens virksomhed, herunder at personalet har den fornødne faglige kompetence, viden og ekspertise, og at virksomhedens ressourcer anvendes hensigtsmæssigt.
Stk. 2. Bestyrelsen skal have adgang til den information og de dokumenter, der er nødvendige for at føre tilsyn med beslutningstagningen på ledelsesniveau.
Stk. 3. Stk. 1 og 2 finder tilsvarende anvendelse for det øverste ledelsesorgan, når en investeringsrådgiver drives som en juridisk person uden en bestyrelse.
Stk. 4. Stk. 1 finder tilsvarende anvendelse for indehaveren, når en investeringsrådgiver drives som en enkeltmandsvirksomhed.