Правовая библиотека и анализ дел · Австрия · Бельгия · Европейский союз
LAWxPERT Вход Бесплатная учётная запись

LBK 1135/2025 · Bekendtgørelse af lov om kommunale og regionale valg

LBK 1135/2025 ст. 24a

Kandidatlister til valgene

ДействуетОфициальный текст

Kandidatlister for et parti, der den 1. august i valgåret er opstillingsberettiget til folketingsvalg, skal som listebetegnelse anvende partiets navn til folketingsvalg eller en betegnelse, hvori dette navn indgår. Tilsvarende gælder kandidatlister for det tyske mindretals parti.

Stk. 2. Andre kandidatlister kan som listebetegnelse ikke anvende navnet på et af de partier, der er nævnt i stk. 1, en betegnelse, hvori dette navn indgår, eller en betegnelse, der kan give anledning til, at kandidatlisten forveksles med kandidatlister for et af disse partier.

Stk. 3. Som listebetegnelse kan ikke anvendes enkelte bogstaver (A, B, C osv.) eller en kombination af bogstaver, der ikke danner et ord (RV, CD, SF, KRF osv.).

Stk. 4. En listebetegnelse kan ikke anvendes, såfremt det ved endelig dom er fastslået eller der i øvrigt er grund til at antage, at en anden på andet grundlag end reglerne i stk. 2 har eneret til listebetegnelsen. Listebetegnelsen kan dog anvendes, hvis indehaveren af eneretten har samtykket i kandidatlistens brug af listebetegnelsen.

Stk. 5. Viser det sig, at det ved endelig dom er fastslået eller der i øvrigt er grund til at antage, at en anden på andet grundlag end reglerne i stk. 2 har eneret til listebetegnelsen for en godkendt kandidatliste, jf. § 27, og samtykker indehaveren af eneretten ikke i kandidatlistens brug af listebetegnelsen, kan valgbestyrelsen tilbagekalde godkendelsen. Kandidatlistens ret til at deltage i valget bortfalder.