LBK 1007/2025 · Bekendtgørelse af retsplejelov for Grønland
LBK 1007/2025 ст. 422
Andre tvangsindgreb under efterforskning
Afgørelse om beslaglæggelse og om pålæg om edition træffes af retten efter anmodning fra politiet. Anmodning om beslaglæggelse til sikring af erstatningskrav kan også fremsættes af forurettede.
Stk. 2. Afgørelsen træffes af retten, jf. dog stk. 9, ved beslutning. I beslutningen anføres de konkrete omstændigheder i sagen, hvorpå det støttes, at betingelserne for indgrebet er opfyldt. Beslutningen kan til enhver tid omgøres.
Stk. 3. Retten kan efter anmodning fra politiet i en beslutning om edition bestemme, at politiet fra virksomheder og personer, der er omfattet af § 1 i lov om forebyggende foranstaltninger mod hvidvask og finansiering af terrorisme eller § 1 i Inatsisartutlov om forebyggende foranstaltninger mod hvidvask af udbytte og finansiering af terrorisme, kan indhente oplysninger, som de pågældende har rådighed over, om transaktioner på en konto, hvortil der er overført midler ved en transaktion, som er omfattet af beslutningen om edition, eller ved en transaktion, der udspringer af en transaktion, som er omfattet af beslutningen om edition. I beslutningen fastsættes det tidsrum, inden for hvilket indhentelse af oplysninger kan ske. Dette tidsrum skal være så kort som muligt og må ikke overstige 4 uger. Retten kan efter politiets anmodning forlænge tidsrummet, men højst med 4 uger ad gangen. Forlængelsen sker ved en beslutning, der skal begrundes. Politiet skal snarest muligt efter udløbet af det tidsrum, inden for hvilket indhentelse af oplysninger kan ske, underrette retten om de transaktioner, som politiet har indhentet oplysninger om. Underretningen skal indeholde en angivelse af de bestemte grunde, der er til at antage, at transaktionerne udspringer af en transaktion, som er omfattet af beslutningen om edition.
Stk. 4. Såfremt indgrebets formål ville forspildes, hvis rettens beslutning skulle afventes, kan politiet træffe beslutning om beslaglæggelse og om edition, jf. dog stk. 5. Anmoder den, som indgrebet retter sig mod, om det, skal politiet snarest muligt og senest inden 3 gange 24 timer forelægge sagen for retten, der afgør, om indgrebet kan godkendes. Afgørelsen træffes ved en beslutning, der skal begrundes.
Stk. 5. Beslaglæggelse efter § 418, stk. 3, kan kun ske efter rettens beslutning. Det samme gælder beslaglæggelse af trykte skrifter eller lyd- eller billedprogrammer omfattet af medieansvarsloven, i anledning af hvis indhold ansvar skal gøres gældende.
Stk. 6. Politiet kan træffe afgørelser om pålæg om edition af oplysninger om transaktioner, konti, depoter, bokse el.lign. fra virksomheder eller personer, der er omfattet af § 1, stk. 1, nr. 1-11 eller 20-24, i lov om forebyggende foranstaltninger mod hvidvask og finansiering af terrorisme eller § 1, stk. 1, nr. 1 og 2, i Inatsisartutlov om forebyggende foranstaltninger mod hvidvask af udbytte og finansiering af terrorisme. Politiet kan i afgørelsen om pålæg om edition efter 1. pkt. bestemme, at der fra virksomheder og personer, der er omfattet af § 1 i lov om forebyggende foranstaltninger mod hvidvask og finansiering af terrorisme eller § 1 i Inatsisartutlov om forebyggende foranstaltninger mod hvidvask af udbytte og finansiering af terrorisme, kan indhentes oplysninger, som de pågældende har rådighed over, om transaktioner på en konto, hvortil der er overført midler ved en transaktion, som er omfattet af afgørelsen om edition, eller ved en transaktion, der udspringer af en transaktion, som er omfattet af afgørelsen om edition. Stk. 4, 2. pkt., finder tilsvarende anvendelse. Politiets afgørelser efter dette stykke skal være skriftlige og ledsaget af grunde.
Stk. 7. Inden retten træffer afgørelse efter stk. 4, 2. pkt., skal der være givet den, som indgrebet retter sig imod, adgang til at udtale sig. § 344, stk. 2 og 3, finder tilsvarende anvendelse.
Stk. 8. Inden retten træffer afgørelse om pålæg om edition efter § 420, skal der være givet den, der har rådighed over genstanden, adgang til at udtale sig. § 344, stk. 2 og 3, finder tilsvarende anvendelse.
Stk. 9. Afgørelse om beslaglæggelse træffes af politiet, hvis den, som indgrebet retter sig imod, giver skriftligt samtykke til indgrebet.