Правовая библиотека и анализ дел · Австрия · Бельгия · Европейский союз
LAWxPERT Вход Бесплатная учётная запись

LBK 1007/2025 · Bekendtgørelse af retsplejelov for Grønland

LBK 1007/2025 ст. 102a

Aktindsigt

ДействуетОфициальный текст

Når en kriminalsag er endeligt afsluttet, kan den, der har været sigtet, forlange at blive gjort bekendt med dokumenter, der vedrører sagen, herunder indførsler i retsbøgerne, efter reglerne i denne paragraf, jf. dog stk. 2, 3 og 6.

Stk. 2. Retten til aktindsigt omfatter ikke interne arbejdsdokumenter. Som interne arbejdsdokumenter anses 1) dokumenter, der udarbejdes af retten, politiet eller anklagemyndigheden til eget brug ved behandlingen af en sag, 2) voteringsprotokoller og andre referater af rettens rådslagninger og afstemninger og 3) brevveksling mellem forskellige enheder inden for politiet og anklagemyndigheden.

Stk. 3. Retten til aktindsigt kan begrænses, i det omfang 1) ansøgeren efter reglerne i afsnit II, V eller VI har været afskåret fra at gøre sig bekendt med oplysninger i sagen, 2) ansøgerens interesse i at kunne benytte kendskab til sagens dokumenter til varetagelse af sit tarv findes at burde vige for afgørende hensyn til statens sikkerhed eller forholdet til fremmede magter eller mellemfolkelige institutioner eller 3) ansøgerens interesse i at kunne benytte kendskab til sagens dokumenter til varetagelse af sit tarv findes at burde vige for hensynet til forebyggelse, opklaring og forfølgning af lovovertrædelser eller for særlige hensyn til beskyttelse af medsigtede, vidner eller andre.

Stk. 4. Anmodning om aktindsigt efter stk. 1 indgives til politidirektøren. § 101 d, stk. 2, 4. pkt., og stk. 3, finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 5. Politidirektøren afgør, om aktindsigt efter stk. 1 skal gives i form af gennemsyn eller udlevering af kopi.

Stk. 6. Personnumre er ikke omfattet af retten til aktindsigt.