Правовая библиотека и анализ дел · Австрия · Бельгия · Европейский союз
LAWxPERT Вход Бесплатная учётная запись

LBK 1007/2025 · Bekendtgørelse af retsplejelov for Grønland

LBK 1007/2025 ст. 101d

Aktindsigt

ДействуетОфициальный текст

Anmodning om aktindsigt efter §§ 101 a-101 c skal angive det dokument eller den sag, som den pågældende ønsker at blive gjort bekendt med. Anmodninger om aktindsigt i et større antal sager kan afslås, medmindre anmodningen er rimeligt begrundet, herunder når der søges aktindsigt til brug for videnskabelig forskning eller af redaktører og redaktionelle medarbejdere ved et massemedium til brug for journalistisk eller redaktionelt arbejde.

Stk. 2. Anmodning om aktindsigt efter §§ 101 a og 101 b og anmodning om aktindsigt i civile sager efter § 101 c indgives til retten. Rettens afgørelse, der efter anmodning skal begrundes, kan påkæres efter reglerne i §§ 517-527. Anmodning om aktindsigt i kriminalsager efter § 101 c indgives til politidirektøren. Politidirektørens afgørelse kan påklages til den overordnede anklagemyndighed efter reglerne i § 61 f, stk. 2, jf. § 61 e, stk. 2, og § 61 f, stk. 1.

Stk. 3. Retten eller politidirektøren afgør snarest, om en anmodning om aktindsigt kan imødekommes. Er anmodningen ikke imødekommet eller afslået, inden 10 dage efter at anmodningen er modtaget af retten eller politidirektøren, skal ansøgeren underrettes om grunden hertil og om, hvornår afgørelsen kan forventes at foreligge.

Stk. 4. Indeholder dokumentet oplysninger om enkeltpersoners rent private forhold eller virksomheders erhvervshemmeligheder, kan den myndighed, der behandler anmodningen om aktindsigt, bestemme, at dokumentet inden gennemsynet eller kopieringen anonymiseres, således at de pågældendes identitet ikke fremgår. I kriminalsager skal dokumentet inden gennemsynet eller kopieringen anonymiseres, således at medvirkende domsmænds identitet ikke fremgår. I sager om overtrædelse af kriminallovens regler om seksualforbrydelser skal dokumentet inden gennemsynet eller kopieringen anonymiseres, således at forurettedes identitet ikke fremgår.

Stk. 5. Personnumre er ikke omfattet af retten til aktindsigt.