LBK 995/2009 · Bekendtgørelse af færdselslov for Grønland
LBK 995/2009 ст. 60
Frakendelse af førerret
Føreren af et motordrevet køretøj, hvortil der kræves kørekort, skal ubetinget frakendes retten til at føre et sådant køretøj, hvis føreren 1) har gjort sig skyldig i spirituskørsel med en alkoholkoncentration i blodet under eller efter kørslen over 1,20 promille, 2) forsætligt har voldt skade på andres person eller ting, forsætligt har fremkaldt nærliggende fare herfor eller i øvrigt har ført motordrevet køretøj på særlig hensynsløs måde, 3) har gjort sig skyldig i flere forhold, der hver for sig er omfattet af § 59, stk. 1, nr. 1-3, 4) tidligere er frakendt førerretten betinget og det nye forhold er begået i prøvetiden eller 5) tidligere er frakendt førerretten ubetinget og det nye forhold er begået inden 5 år efter udløbet af frakendelsestiden.
Stk. 2. Under særlig formildende omstændigheder kan der ske betinget frakendelse i tilfælde, hvor frakendelse efter stk. 1 ellers skulle ske ubetinget.
Stk. 3. Ubetinget frakendelse sker for et tidsrum af mellem 6 måneder og 10 år eller for bestandig.