Rechtsbibliotheek en dossieranalyse · Oostenrijk · België · Europese Unie
LAWxPERT Aanmelden Gratis account

BEK 908/2026 · Bekendtgørelse om certifikater til bekræftelse af forsikring eller anden garanti til dækning af erstatningsansvar ved ulykker under søtransport af passagerer

BEK 908/2026 Art. 3

Van krachtOfficiële tekst

Ansøgning om udstedelse af certifikat efter § 2, stk. 1, rettes til Søfartsstyrelsen. Ansøgningen kan foretages elektronisk. Ansøgninger skal være bilagt erklæringer fra forsikringsgivere eller garanter.

Stk. 2. Det skal fremgå af erklæringerne, at ejeren af skibet har tegnet forsikring eller stillet anden garanti til dækning af henholdsvis krigs/terroransvar og ikke-krigsansvar som følge af Athenforordningen og inden for forordningens ansvarsgrænser, jf. dog stk. 7. Det skal desuden fremgå, at forsikringsgiverne eller garanterne bekræfter, at forsikringerne eller garantierne dækker det nævnte ansvar, samt i tilfælde af garantier, hvori garantierne består.

Stk. 3. Erklæringerne som nævnt i stk. 2 skal indeholde følgende oplysninger: 1) Skibets navn, kendingsnummer eller -bogstaver og hjemsted. 2) Den registrerede ejers navn og hovedsæde. 3) Skibets IMO-identifikationsnummer. 4) Sikkerhedens art og gyldighed. 5) Forsikringsselskabets eller garantens navn og hjemsted. 6) Forsikringens eller garantiens gyldighedsperiode.

Stk. 4. Søfartsstyrelsen kan stille krav om dokumentation for, at forsikringsgiverne har ret til at drive forsikringsvirksomhed og er godkendt af forsikringstilsynet i det land, hvor virksomheden har forretningsadresse eller hovedsæde. Søfartsstyrelsen kan i særlige tilfælde stille krav om, at det tillige dokumenteres, at de pågældende selskaber er solvente og kan opfylde deres forpligtelser. Der kan stilles tilsvarende krav til de virksomheder, der ønsker at stille garanti. Styrelsen kan stille krav om, at ansøgeren fremskaffer dokumentation herfor, og kan afvise at udstede certifikat, hvis kravet ikke er opfyldt. Søfartsstyrelsen kan også afvise at udstede certifikat, hvis styrelsen kommer i besiddelse af oplysninger, der sandsynliggør, at der er risiko for, at de pågældende virksomheder eller de pågældende selskaber ikke kan opfylde deres forpligtelser.

Stk. 5. For at forsikringen eller garantien kan godkendes, skal forsikringsgiverne eller garantistillerne, tillige påtage sig at yde erstatning til den, der har et berettiget krav mod fartøjets ejer i anledning af skader, som skyldes ulykker under søtransport af passagerer. Pligten til at yde erstatning skal gælde i op til 3 måneder efter den dato, hvor Søfartsstyrelsen er underrettet om forsikringens eller garantiens ophør. Dette gælder ikke ulykker, der indtræffer efter udløbet af gyldighedsperioden angivet i certifikatet, eller såfremt certifikatet forinden er blevet tilbagegivet til Søfartsstyrelsen, eller nyt certifikat er udstedt.

Stk. 6. Finder Søfartsstyrelsen forsikringerne eller garantierne tilstrækkelige, udstedes et certifikat til skibet. Certifikatet affattes i overensstemmelse med modellen i Athenforordningens bilag II, jf. bilag 1 til denne bekendtgørelse.

Stk. 7. Søfartsstyrelsen kan uden erklæringer fra forsikringsgivere eller garanter som nævnt i stk. 2 udstede et certifikat til et skib ejet af en dansk statsinstitution med bekræftelse på, at skibet er statsejet og dækket for ansvar som nævnt i stk. 2.