BEK 904/2026 · Bekendtgørelse om sædekorn
BEK 904/2026 Art. 23
Certificering
For moderpartier af certificeret alm. rug og hybrider af alm. byg, alm. havre, alm. hvede, triticale, spelt og durum hvede, samt certificeret sædekorn 2. generation af alm. byg, alm. havre, alm. hvede, triticale, spelt og durum hvede, på en samlet størrelse, der ikke overstiger 120 tons med mere end 5 pct., kan analyseraten for overholdelse af kvalitetsnormerne i bilag 5 reduceres til en enkelt analyse, såfremt den registrerede virksomhed har sikret sig, at moderpartiet overholder EU-kvalitetsnormerne i bilag 5.
Stk. 2. Moderpartiet skal opdeles i partier til certificering, der 1) ikke overstiger 30 tons, jf. § 11, stk. 1, 2) prøvetages efter §§ 12-14, og 3) mærkes efter bestemmelserne i bilag 6, del I, afsnit A.
Stk. 3. Hvis analyseresultatet viser, at normerne i bilag 5 ikke er overholdt, skal de udtagne prøver fra de øvrige partier analyseres.
Stk. 4. De udtagne prøver skal opbevares af den registrerede virksomhed i mindst 1 år til brug for kontrol.
Stk. 5. TystofteFonden kan give tilladelse til produktionsmetoden på basis af en skriftlig ansøgning til TystofteFonden.
Stk. 6. Virksomheden skal have en procedure for produktion af moderpartier. Proceduren skal omhandle prøvetagning af moderpartier, sikring af sporbarhed mellem moderparti og de certificerede partier samt opbevaring af analyseresultater.
Stk. 7. Moderpartiet skal indberettes til TystofteFonden med oplysning om indgående avl og mængde.
Stk. 8. De producerede partier i stk. 2 skal anmeldes til certificering til TystofteFonden.