BEK 892/2026 Art. 10
Prioriteringskategorier
Kategori 1 omfatter 1) husholdninger, herunder husstandsbatterier, solceller og ladestandere, 2) mindre erhverv med et samlet forbrug på højst 3 MW, dog ikke anmodninger omfattet af kategori 3 eller 4, 3) samfundskritiske funktioner, 4) offentligt tilgængelig opladningsinfrastruktur til tunge elektriske køretøjer, der etableres på baggrund af Vejdirektoratets udbud til opfyldelse af kravene i artikel 4 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2023/1804, og 5) almindelig og forventelig forbrugsudvikling i nr. 1-4.
Stk. 2. Ved almindelig og forventelig forbrugsudvikling forstås en gradvis og forudsigelig udvikling i elforbruget hos eksisterende kunder i netområdet. Kapacitetsbehov, der kan henføres til et konkret projekt eller en identificerbar aktør, er ikke omfattet.
Stk. 3. Ved samfundskritiske funktioner forstås funktioner, hvor manglende adgang til elektricitet vil kunne have væsentlige konsekvenser for liv, sundhed, sikkerhed eller centrale samfundsmæssige interesser, herunder f.eks. sundhed, forsvar, vandværker, rensningsanlæg, beredskab og lignende. Ved vurderingen lægges vægt på den konkrete anmodnings funktion og betydning for varetagelsen af den samfundskritiske funktion. Anmodningen skal have en nær og væsentlig tilknytning til varetagelsen af den samfundskritiske funktion og være nødvendig for funktionens opretholdelse. Dette kan også omfatte anmodninger vedrørende tekniske anlæg, herunder nødstrøms- og energiforsyningsanlæg, der er nødvendige for at opretholde eller genetablere den samfundskritiske funktion.