BEK 891/2026 · Bekendtgørelse om varetagelse af netvirksomhedsaktiviteter
BEK 891/2026 Art. 44
Netvirksomhedens varetagelse af energilageraktiviteter
Uanset § 43, stk. 1, nr. 1, kan Forsyningstilsynet godkende, at netvirksomheden kan varetage energilageraktiviteter i netvirksomheden, hvis 1) der er tale om et energilageranlæg, der er en fuldt integreret netkomponent, eller 2) følgende betingelser er opfyldt: a) Pågældende energilageranlæg er nødvendig for, at netvirksomheden kan opfylde sin forpligtelse i medfør af sin bevilling til at drive netvirksomhed til effektiv, pålidelig og sikker drift af sit elforsyningsnet. b) Pågældende energilageranlæg anvendes ikke til køb eller salg af elektricitet på elektricitetsmarkeder. c) Netvirksomheden har gennemført et åbent, gennemsigtigt og ikkediskriminerende udbud, hvorefter ingen aktør er blevet tildelt retten til at varetage energilageraktiviteter eller er i stand til at levere sådanne ydelser rettidigt og til en rimelig pris. d) Udbudsproceduren, herunder udbudsbetingelserne, har været forelagt for Forsyningstilsynet med henblik på Forsyningstilsynets vurdering heraf.
Stk. 2. Forsyningstilsynet træffer afgørelse om godkendelse efter stk. 1 på baggrund af en begrundet ansøgning fra netvirksomheden, medmindre der er tale om typer af fuldt integrerede netkomponenter, der er omfattet af regler, som Forsyningstilsynet har fastsat i medfør af § 47 a, stk. 3, 1. pkt., i lov om elforsyning.
Stk. 3. Inden Forsyningstilsynet træffer afgørelse om godkendelse efter stk. 1, nr. 2, indhenter Forsyningstilsynet en udtalelse fra Energistyrelsen til brug for vurderingen af, om betingelsen i stk. 1, nr. 2, litra a, er opfyldt. Forsyningstilsynet er ikke bundet af Energistyrelsens udtalelse.
Stk. 4. Forsyningstilsynets afgørelse om godkendelse i medfør af stk. 1, nr. 1, skal betinges af, at den fuldt integrerede netkomponent på intet tidspunkt hverken helt eller delvis anvendes til balancering eller håndtering af kapacitetsbegrænsninger. Ligeledes skal Forsyningstilsynets afgørelse om godkendelse i medfør af stk. 1, nr. 2, betinges af, at det energianlæg der er omfattet af godkendelsen, på intet tidspunkt hverken helt eller delvis anvendes til køb eller salg af elektricitet på elektricitetsmarkeder.