BEK 871/2026 Art. 39
Adgang til kandidatuddannelser
Universitetet fastsætter i studieordningen 1) hvilke bacheloruddannelser ved universitetet, der giver dimittender ret til optagelse i henhold til § 34, og 2) hvilke bacheloruddannelser ved universitetet og andre uddannelsesinstitutioner, der i øvrigt giver adgang til uddannelsen, jf. § 36.
Stk. 2. Hvis en ansøgers gennemførte bacheloruddannelse ikke fremgår af den ansøgte uddannelses studieordning, vurderer universitetet konkret, om den gennemførte bacheloruddannelse er adgangsgivende. Bacheloruddannelsen vurderes ud fra på forhånd fastsatte krav til særlige fag eller fagområder opgjort i ECTS-point, som universitetet fastsætter i studieordningen, jf. dog stk. 3 og 4. Fastsættelse af særlige krav til fag eller fagområder kræver ikke varsling.
Stk. 3. Ansøgere til kandidatuddannelser, jf. bilag 2, er kvalificeret til optagelse på den ansøgte kandidatuddannelse, hvis universitetet vurderer, at ansøgeren besidder viden, kundskaber og færdigheder svarende til dem, der erhverves gennem den bacheloruddannelse, der er anført ud for den søgte kandidatuddannelse.
Stk. 4. Ansøgninger til kandidatuddannelser, jf. bilag 3, skal behandles i overensstemmelse med de oplysninger, der fremgår af bilag 3, og i relevant omfang ud fra kriterier fastsat efter stk. 2, 2. pkt.
Stk. 5. Bacheloruddannelser udvalgt efter stk. 1, nr. 2, må ikke udelukke, at bachelordimittender fra andre institutioner kan optages på en kandidatuddannelse. Universiteterne sikrer i fællesskab, at bachelorstuderende orienteres om mulighederne for valg af relevante uddannelser ved eget og andre universiteter.