Rechtsbibliotheek en dossieranalyse · Oostenrijk · België · Europese Unie
LAWxPERT Aanmelden Gratis account

BEK 854/2026 · Bekendtgørelse om støj fra maskiner til brug i det fri

BEK 854/2026 Art. 7

Van krachtOfficiële tekst

Fabrikanten udsteder på baggrund af overensstemmelsesvurderingen en EF-overensstemmelseserklæring for hver produceret maskine eller maskintype til bekræftelse af, at maskinerne er i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om støjemission i miljøet fra maskiner til udendørs brug.

Stk. 2. Erklæringen skal foreligge på dansk, hvis maskinen markedsføres i Danmark. Hvis andre stater i Fællesskabet, hvor maskinen markedsføres, kræver en erklæring på et andet officielt fællesskabssprog end dansk, skal erklæringen også foreligge på dette sprog.

Stk. 3. Erklæringen skal indeholde følgende oplysninger: 1) Fabrikantens navn og adresse. 2) Navn og adresse på den virksomhed eller person, der opbevarer den tekniske dokumentation. 3) Beskrivelse af maskinen. 4) Den fulgte overensstemmelsesvurderingsprocedure, jf. § 6, med navn og adresse på det pågældende bemyndigede organ, der har ført tilsyn med overensstemmelsesvurderingen. 5) Målt lydeffektniveau på en maskine, der er repræsentativ for typen. 6) Garanteret lydeffektniveau for maskinen. 7) En meddelelse om, at maskinen opfylder kravene i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om støjemission i miljøet fra maskiner til udendørs brug. 8) Eventuelle overensstemmelseserklæringer og øvrige nødvendige henvisninger til andre EU-direktiver, der har fundet anvendelse. 9) Udstedelsessted og -dato for erklæringen samt relevante oplysninger om den person, der har underskrevet denne.

Stk. 4. Fabrikanten skal opbevare et eksemplar af erklæringen i ti år, regnet fra den dato, hvor maskinen eller maskintypen blev produceret for sidste gang, sammen med den dokumentation, der er beskrevet i bilag 5.

Stk. 5. Det garanterede lydeffektniveau på en maskine, som er nævnt i bilag 2, må ikke overstige de grænseværdier, som er nævnt i bilaget.