Rechtsbibliotheek en dossieranalyse · Oostenrijk · België · Europese Unie
LAWxPERT Aanmelden Gratis account

BEK 853/2026 · Bekendtgørelse om supplerende bestemmelser til forordning om emballage og emballageaffald for så vidt angår pantbelagte drikkevareemballager

BEK 853/2026 Art. 20

Tilmelding til Dansk Retursystem A/S

Van krachtOfficiële tekst

Den ansvarlige for festivaler, markeder, byfester, sportsstævner m.v., hvor der gøres drikkevarer i engangsemballager tilgængelig, kan tilmeldes Dansk Retursystem A/S med henblik på indsamling m.v. af engangsemballage fra disse begivenheder, jf. § 58.

Stk. 2. Det er en betingelse for at blive tilmeldt, jf. stk. 1, at den ansvarlige for festivalen, markedet, byfesten, sportsstævnet m.v. kan godtgøre et særligt behov for indsamling.

Stk. 3. Tilmelding skal ske ved udfyldelse af et skema til tilmelding til indsamling af tomme engangsemballager, som findes elektronisk på www.danskretursystem.dk. Skemaet er udformet af Dansk Retursystem A/S og indeholder alene oplysninger til brug for Dansk Retursystem A/S’ administration af indsamling af engangsemballager og udbetaling af pant, herunder 1) kontaktoplysninger, herunder evt. CVR-nr. eller CPR-nr., 2) adressen, hvor indsamlingen skal ske, 3) bankoplysninger, 4) oplysninger om, hvilke engangsemballager, som forventes at skulle indsamles af Dansk Retursystem A/S, og 5) oplysninger om mængden af engangsemballager, som forventes at skulle indsamles af Dansk Retursystem A/S.

Stk. 4. Den ansvarlige for festivaler, markeder, byfester, sportsstævner, m.v., som ønsker at tilmelde sig, er forpligtede til at afgive de oplysninger, som kræves i skemaet. Skemaet skal sendes til Dansk Retursystem A/S, som angivet i skemaet.

Stk. 5. Dansk Retursystem A/S træffer afgørelse om, hvorvidt festivalen, markedet, byfesten, sportsstævnet m.v., opfylder betingelsen i stk. 2. Hvis Dansk Retursystem A/S træffer afgørelse om tilmelding, meddeles afgørelsen alene i form af et tilmeldingsbevis, som indeholder de afgivne oplysninger ved tilmeldingen.

Stk. 6. Dansk Retursystem A/S kan træffe afgørelse om, at festivaler, markeder, byfester, sportsstævner m.v., ikke længere kan være tilmeldt til indsamling af engangsemballage, hvis den ansvarlige for festivalen, markedet, byfesten, sportsstævnet m.v. ikke længere kan godtgøre et behov for indsamling.