BEK 853/2026 Art. 10
Tilmelding til Dansk Retursystem A/S
Udbydere skal tilmelde hver produkt- og emballagetype omfattet af bekendtgørelsen, som udbyderen påtænker gøre tilgængelig i Danmark, til Dansk Retursystem A/S.
Stk. 2. Udbydere skal tilmelde en produkt- og emballagetype senest 4 uger før, udbyderen første gang påtænker at gøre den pågældende produkt- og emballagetype tilgængelig i Danmark, jf. dog stk. 3.
Stk. 3. Udbydere, som ønsker at testmarkedsføre eller uddele smagsprøver af op til 2.000 stk. emballager, jf. § 25 og § 26, skal tilmelde hver produkttype senest 2 uger før, udbyderen første gang påtænker at testmarkedsføre eller som smagsprøve at uddele den pågældende produkttype i Danmark.
Stk. 4. Udbydere skal tilmelde hver produkt- og emballagetype ved at udfylde et skema til emballagetilmelding eller et skema til testmarkedsføring og uddeling af smagsprøver. Skemaet findes elektronisk på www.danskretursystem.dk. Skemaet er udformet af Dansk Retursystem A/S og indeholder alene oplysninger til brug for Dansk Retursystem A/S’ administration af returtagning, pantudbetaling, mærkning, opkrævning af gebyrer og ordningen for testmarkedsføring og smagsprøver, herunder 1) kontaktoplysninger, herunder oplysninger om adresse og lageradresse i Danmark og evt. CVR-nr. eller CPR-nr., 2) oplysninger om produktnavn på emballagen og indhold, 3) oplysninger om emballagen, herunder om materialekategori, om emballagen ønskes tilmeldt som en genbrugsemballage eller som engangsemballage og om produkt- og emballage-typens EAN-stregkode og GTIN, 4) oplysninger om, hvorvidt der ved mærkning af engangsemballager ønskes anvendt primær eller sekundær mærkning, og hvilken mærkningskategori, der ønskes anvendt, jf. § 29, 5) hvilken indberetningsform, der ønskes benyttet, jf. § 50 og § 51, og 6) hvor emballagen skal tilgængeliggøres.
Stk. 5. Udbydere, som ønsker at tilmelde produkt- og emballagetyper, er forpligtede til at afgive de oplysninger, som kræves i skemaet. Skemaet skal sendes til Dansk Retursystem A/S som angivet i skemaet.
Stk. 6. Udbydere kan samtidig med indsendelse af skemaet nævnt i stk. 6 sende to eksemplarer af den produkt- eller emballagetype, som ønskes tilmeldt, til Dansk Retursystem A/S. Hvis Dansk Retursystem A/S anmoder om det, skal udbyderen sende op til otte eksemplarer af den pågældende emballage til Dansk Retursystem A/S.
Stk. 7. Udbydere af engangsemballager skal, ud over indsendelse efter stk. 6, fremsende dokumentation til Dansk Retursystem A/S, f.eks. i form af et prøvetryk, for, at emballagen er mærket i overensstemmelse med bekendtgørelsens krav til mærkning.
Stk. 8. Udbydere af genbrugsemballager skal, ud over indsendelse efter stk. 6, fremsende dokumentation til Dansk Retursystem A/S for, at de emballager, som udbyderen ønsker at gøre tilgængelig, indgår i en pant- og returordning med henblik på genbrug.
Stk. 9. Udbyderen skal på anmodning fra Dansk Retursystem A/S fremsende yderligere dokumentation for de oplysninger, som er afgivet ved tilmeldingen.
Stk. 10. Dansk Retursystem A/S kvitterer for modtagelse af tilmeldingen inden 1 uge.