BEK 852/2026 · Bekendtgørelse om udvidet producentansvar for visse engangsplastprodukter
BEK 852/2026 Art. 10
Opgørelses- og indberetningspligt
Producenter skal opgøre, jf. bilag 2 og fra den 1. til den 10. april, juli, oktober og januar indberette oplysninger om mængde og kategori af engangsplastprodukter, jf. § 1, som producenten har markedsført i den foregående gebyrperiode, til Dansk Producentansvar, jf. dog stk. 2.
Stk. 2. Producenter, der markedsfører engangsplastprodukter, jf. § 1, skal første gang indberette markedsførte mængder til Dansk Producentansvar, jf. stk. 1, den 1. til den 10. april 2025.
Stk. 3. Hvis producenter markedsfører engangsplastprodukter, uden at mængderne indberettes til Dansk Producentansvar i henhold til stk. 1, skal producenten indberette oplysninger om markedsførte mængder af engangsplastprodukter for den periode, hvor producenten har markedsført engangsplastprodukter, men ikke har opfyldt indberetningspligten.
Stk. 4. Producenter, der markedsfører engangsplastprodukter, jf. § 1, nr. 8, skal til Energistyrelsen angive det gebyrpligtige antal filtre, producenten har markedsført i perioden frem til 31. december 2024, jf. § 15, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 1113 af 17. august 2023 om udvidet producentansvar for filtre til tobaksvarer, der er engangsplastprodukter.
Stk. 5. Eventuelle ændringer i indberetninger i henhold til stk. 1 skal indberettes samlet for en gebyrperiode. Der kan kun foretages ændringer i den aktuelle, og den senest afsluttede gebyrperiode. Ændringerne kan være som følge af, at engangsplastprodukter, jf. § 1, overføres for at blive bragt i omsætning uden for Danmark eller som følge af fejl i tidligere indberetninger.
Stk. 6. Såfremt engangsplastprodukter, jf. § 1 overføres til at blive markedsført uden for Danmark af en anden end producenten, er det en forudsætning for at foretage ændringen, jf. stk. 4, at producenten fremsender en erklæring til Dansk Producentansvar fra den virksomhed, som har overført engangsplastprodukterne.
Stk. 7. Indberetning af markedsførte mængder efter stk. 1 og 2 og stk. 4 og 5 skal for engangsplastprodukter, jf. § 1, nr. 1-5, være angivet i kg og for engangsplastprodukter, jf. § 1, nr. 6-8, være angivet i stk.
Stk. 8. Indberetninger i henhold til stk. 1 og 2 og stk. 4 og 5 skal ske efter Dansk Producentansvars anvisninger.
Stk. 9. Dansk Producentansvar kan efter anmodning fra Energistyrelsen eller en producent og på baggrund af data om ændringer i markedsførte mængder, rette i eksisterende data i producentregistret.
Stk. 10. Producenten skal efter Energistyrelsens anmodning levere tilstrækkelig dokumentation for antallet af gebyrpligtige mængder, opgjort efter § 10. Hvis Energistyrelsen vurderer, at dokumentationen ikke er tilstrækkelig, eller hvis producenten eller importøren ikke angiver den gebyrpligtige mængde inden for fristen, jf. stk. 1, kan Energistyrelsen fastsætte denne skønsmæssigt.