BEK 851/2026 Art. 33
Tildeling af kommunalt indsamlet affald
Dansk Producentansvar skal ved beregningen af tildeling af forpligtelser efter §§ 29 og 30 foretage en efterregulering, der tager højde for, at de mængder, som producenten har fået tildelt i den foregående tildelingsperiode, svarede til de faktiske mængder emballageaffald, som producenten overtog eller betalte for i den foregående tildelingsperiode.
Stk. 2. Dansk Producentansvar skal ved beregning af tildeling af forpligtelser efter §§ 29 og 30 foretage en efterregulering, der tager højde for eventuelle fejl i indberetninger af tilgængeliggjorte mængder af emballage for den gældende tildelingsperiode. Dette gælder, såfremt der er tale om mangelfuld indberetning, manglende indberetning eller andre fejl i beregningen af den gældende tildeling i den indeværende tildelingsperiode, som ikke har medført en ny afgørelse om tildeling efter stk. 3 eller 4.
Stk. 3. Dansk Producentansvar kan ændre en afgørelse om tildeling af forpligtelser efter den i §§ 29 og 30 angivne dato, såfremt der konstateres fejl i indberetninger af tilgængeliggjorte mængder af emballage efter tildelingsperioden er begyndt, men inden tildelingsperiodens afslutning, og hvis Dansk Producentansvar vurderer, at fejlen er af væsentlig økonomisk betydning for én eller flere producenter. Pligten til at overtage affaldet, jf. § 45, og til at betale, jf. §§ 29 og 30, indtræder tre måneder efter afgørelsen efter 1. pkt. er truffet.
Stk. 4. Dansk Producentansvar ændrer en afgørelse om tildeling af forpligtelser efter den i §§ 29 og 30 angivne dato, når en producentansvarsorganisation, der varetager forpligtelser på vegne af en eller flere producenter, jf. § 78, nr. 6 og 10, ophører i en gældende tildelingsperiode. En ændring af en afgørelse om tildeling efter 1. pkt. skal ske senest 4 uger efter producentansvarsorganisationen er ophørt. Pligten til at overtage affaldet, jf. § 45, eller til at betale, jf. §§ 29 og 30, herunder at betale eventuelle udestående betalingsforpligtelser til kommunalbestyrelsen fra den forrige tildeling, indtræder to måneder efter afgørelsen efter 1. pkt. er truffet.
Stk. 5. Dansk Producentansvar træffer afgørelse om nødtildeling, når en producentansvarsorganisation, der varetager forpligtelser på vegne af en eller flere producenter, jf. § 78, nr. 6 og 10, ophører i en gældende tildelingsperiode, og indtil en ny afgørelse efter stk. 4 er truffet, senest 7 dage efter producentansvarsorganisationen er ophørt. Pligten til at overtage affaldet, jf. § 45, ved nødtildelingen indtræder 7 dage efter afgørelsen efter 1. pkt. er truffet.
Stk. 6. Dansk Producentansvar meddeler afgørelser om tildeling efter stk. 3-5 til producenter og kommunalbestyrelser senest, når afgørelsen træffes og offentliggør afgørelserne på Dansk Producentansvars hjemmeside www.producentansvar.dk.