BEK 851/2026 Art. 29
Tildeling af kommunalt indsamlet affald
Dansk Producentansvar træffer på baggrund af de efter § 21, stk. 1, og § 22 stk. 1, indberettede mængder af emballage den 1. oktober 2026, og herefter hvert andet år, afgørelser om tildeling af producenters ansvar for overtagelse af de affaldsfraktioner, som nævnt i bilag 4, nr. 1-6, som skal overdrages efter § 37, jf. dog stk. 2 og § 30, herunder betalingsforpligtelser for kommunalbestyrelsens indsamling af emballageaffaldet, og betalingsforpligtelser for kommunalbestyrelsens transport af emballageaffald i tilfælde, hvor kommunalbestyrelsen ikke omlaster affaldet, jf. § 39.
Stk. 2. Dansk Producentansvar træffer, når kommunalbestyrelsen ikke overdrager det kommunalt indsamlede affald, jf. § 43 eller § 44, på baggrund af de efter § 21, stk. 1, og § 22, stk. 1, indberettede mængder af emballage, afgørelse om tildeling af producenters betalingsforpligtelser for emballageaffaldsfraktionerne, som nævnt i bilag 4, nr. 1-6, for kommunalbestyrelsens indsamling, transport og behandling af emballageaffaldet.
Stk. 3. Dansk Producentansvar beregner tildelinger af forpligtelser for kommunalt indsamlet affald, jf. stk. 1 og 2, efter retningslinjerne i bilag 6, og skal ved beregningen af tildelinger anvende data, som er indberettet inden den 1. juni, jf. § 21, stk. 1. Dansk Producentansvar beregner tildelinger første gang i 2026.