BEK 846/2026 · Bekendtgørelse om Grøn Investeringsordning
BEK 846/2026 Art. 9
Danmarks Eksport- og Investeringsfond udarbejder retningslinjer for udbetaling af støtte, herunder hvornår støtten kan udbetales.
Stk. 2. Hvis virksomheden ikke påbegynder arbejdet inden for 12 måneder, og der ikke foreligger særlige forhold, jf. § 5, stk. 3, bortfalder tilsagnet om støtte og eventuelt modtagne tilskud tilbagebetales senest 14 dage efter påkrav. Tilbagebetales det skyldige beløb ikke, tillægges renter efter forfaldsdagen svarende til den rente, der er fastsat i § 5 i renteloven.
Stk. 3. Danmarks Eksport- og Investeringsfond kan efter begrundet ansøgning godkende, at et projekt ændres, selvom projektet er påbegyndt, men ikke afsluttet. Ved vurderingen af denne ansøgning lægges vægt på, at projektet i det væsentlige svarer til den oprindelige projektansøgning, og at det oprindelige projekts hovedmålsætning vil kunne gennemføres.
Stk. 4. Hvis de realiserede støtteberettigede investeringsomkostninger, som en virksomhed har fået tilsagn om støtte til, er mindre end de investeringsomkostninger, som Danmarks Eksport- og Investeringsfonds tilsagn om støtte er baseret på, tilbagebetales en del af støtten, som virksomheden eventuelt uretmæssigt har modtaget. Tilbagebetalingen sker med udgangspunkt i, at støtteintensiteten skal svare til den støtteintensitet, som virksomheden har fået tilsagn om. Tilbagebetaling af støtte skal ske senest 14 dage efter påkrav. Det skyldige beløb tillægges renter fra den dag, hvor virksomheden uretmæssigt har fået udbetalt støtte. Rentetilskrivning er efter den rente, der er fastsat i § 5 i renteloven.
Stk. 5. Hvis støttemodtageren ikke har afsluttet arbejdet inden for 4 år fra tidspunkt for indgåelse af aftale om støtte med Danmarks Eksport- og Investeringsfond, og der ikke foreligger særlige forhold, jf. § 5, stk. 3, skal modtagne tilskud tilbagebetales senest 14 dage efter påkrav. Tilbagebetales det skyldige beløb ikke, tillægges renter efter forfaldsdagen svarende til den rente, der er fastsat i § 5 i renteloven.
Stk. 6. Hvis støttemodtageren ikke opretholder investeringerne i det pågældende område i mindst fem år efter investeringens afslutning, eller tre år for små og mellemstore virksomheder, skal udbetalte tilskud tilbagebetales senest 14 dage efter påkrav. Tilbagebetales det skyldige beløb ikke, tillægges renter efter forfaldsdagen svarende til den rente, der er fastsat i § 5 i renteloven.