BEK 830/2026 · Bekendtgørelse om statens regnskabsvæsen mv.
BEK 830/2026 Art. 29
Betalingsforretninger
En institution kan etablere en institutionskasse til varetagelse af kontante betalinger, som det ikke er hensigtsmæssigt at afvikle via overførsler mellem pengeinstitutkonti. Institutionskassen kan bestå af likvide beholdninger samt indestående i pengeinstitutter.
Stk. 2. Institutionskassen skal begrænses til beløb, der er absolut nødvendige under hensyn til institutionens daglige og uforstyrrede drift. Institutionskassens maksimumbeløb skal fremgå af institutionens regnskabsinstruks.
Stk. 3. Det påhviler institutionens direktør ved uanmeldte kasseeftersyn at sikre sig, at midlerne er til stede, og at kasseforretningerne udføres forsvarligt.
Stk. 4. Der kan afkræves sikkerhedsstillelse af personer eller virksomheder mv., som modtager indbetalinger eller foretager udbetalinger på statens vegne, eller som i deres varetægt har penge eller andre værdier, som staten ejer eller har ansvaret for.