BEK 783/2026 · Bekendtgørelse om recepter og dosisdispensering af lægemidler
BEK 783/2026 Art. 12
Anvisning, gyldighed og indhold af recepter til mennesker
Recepter skal udstedes elektronisk i det Fælles Medicinkort, jf. dog stk. 2 og § 41.
Stk. 2. Anvisning kan i særlige tilfælde ske skriftligt, via telefax eller telefonisk, dog ikke i de i stk. 3 nævnte tilfælde.
Stk. 3. Recepter på følgende typer af lægemidler må alene udstedes elektronisk: 1) Lægemidler til dosisdispensering. 2) Lægemidler underkastet særlig overvågning, jf. § 4. 3) Lægemidler til brug i praksis. 4) Lægemidler genordineret af behandlerfarmaceut. 5) Lægemidler ordineret af en jordemoder eller sygeplejerske.
Stk. 4. Bestemmelserne i stk. 3, nr. 1-4, gælder dog ikke ved anvisning af magistrelle lægemidler til brug i praksis, hvor lægemidlerne ikke indgår i Sundhedsdatastyrelsens stamdatasæt over magistrelle lægemidler.
Stk. 5. Bestemmelserne i stk. 3, nr. 1-4, gælder dog ikke ved anvisning af lægemidler på udleveringstilladelse til brug i praksis.
Stk. 6. Bestemmelserne i stk. 3, nr. 1-3, gælder dog ikke til personer uden cpr. nummer ved anvisning af magistrelle lægemidler, hvor lægemidlerne ikke indgår i Sundhedsdatastyrelsens stamdatasæt over magistrelle lægemidler og ved anvisning af lægemidler på udleveringstilladelse.
Stk. 7. Apotekspersonalets anvisning af dosisdispensering skal ske elektronisk i det Fælles Medicinkort.