BEK 778/2026 Art. 3
Afskærmende foranstaltninger
Erhvervsstyrelsen kan fastsætte krav om indførelse af yderligere afskærmende foranstaltninger, eller tilpasning af allerede indførte afskærmende foranstaltninger, som betingelse for styrelsens godkendelse, i forbindelse med styrelsens vurdering af om de afskærmende foranstaltninger kan godkendes, jf. § 1 a, stk. 2, 1. pkt., i lov om anvendelsen af visse af Den Europæiske Unions retsakter om økonomiske forbindelser til tredjelande m.v.
Stk. 2. Erhvervsstyrelsen kan påbyde, at virksomheden indfører yderligere afskærmende foranstaltninger eller tilpasser allerede indførte afskærmende foranstaltninger, hvis styrelsen vurderer, at de godkendte foranstaltninger ikke længere er egnede eller tilstrækkelige.
Stk. 3. Erhvervsstyrelsen kan ændre eller tilbagekalde en godkendelse af indførte afskærmende foranstaltninger, i følgende tilfælde: 1) Virksomheden efterlever ikke de afskærmende foranstaltninger, som er blevet godkendt af Erhvervsstyrelsen. 2) Virksomheden efterkommer ikke et påbud fra Erhvervsstyrelsen, jf. stk. 2. 3) Virksomheden har afgivet urigtige eller vildledende oplysninger eller fortiet oplysninger af betydning for sagens afgørelse. 4) Virksomheden overholder ikke pligten til at indsende en redegørelse, jf. § 4, stk. 3 eller stk. 4.