BEK 777/2026 · Bekendtgørelse om vederlag, diæter, pension m.v. for varetagelsen af regionale hverv
BEK 777/2026 Art. 23
Sundhedsråd
Regionsrådet yder til en person, der efter regionslovens § 14 p og § 15, stk. 4, jf. § 28, stk. 2, i lov om kommunernes styrelse, indtræder som stedfortræder for et medlem af et sundhedsråd, herunder en stedfortræder for et kommunalt udpeget medlem, vederlag svarende til vederlaget som medlem af sundhedsrådet efter § 19, stk. 1, i denne bekendtgørelse, forholdsmæssigt for den periode, hvor den pågældende er medlem af sundhedsrådet, jf. dog stk. 2 og 3 i denne paragraf.
Stk. 2. Regionsrådet kan uanset stk. 1 beslutte, at vederlæggelsen efter stk. 1 til en stedfortræder for et medlem af et sundhedsråd, herunder en stedfortræder for et kommunalt udpeget medlem, for deltagelse i enkelte møder i et sundhedsråd efter regionslovens § 15, stk. 4, jf. § 28, stk. 2, 2. pkt., i lov om kommunernes styrelse, pr. mødedag ikke kan udgøre mindre end diætsatsen for møder af ikke over 4 timers varighed i § 4, stk. 4, 1. og 2. pkt., i denne bekendtgørelse, jf. dog stk. 3 i denne paragraf.
Stk. 3. Borgmestre, magistratsmedlemmer omfattet af § 64 i lov om kommunernes styrelse, formænd for stående udvalg i en kommune, der styres efter reglerne i § 64 a i lov om kommunernes styrelse, og fungerende indehavere af disse hverv, modtager uanset stk. 1 eller 2 ikke vederlag for hvervet som stedfortræder for et kommunalt udpeget medlem af sundhedsrådet.
Stk. 4. En stedfortræder for et kommunalt medlem af et sundhedsråd, herunder en indehaver af et af de i stk. 3 nævnte hverv, modtager i funktionsperioden godtgørelse og bistand efter samme regler som et kommunalt medlem af sundhedsrådet, jf. § 22.
Stk. 5. En stedfortræder for et regionalt udpeget medlem af et sundhedsråd modtager i funktionsperioden erstatning for dokumenteret tabt arbejdsfortjeneste i overensstemmelse med § 21, stk. 1.
Stk. 6. Regionsrådet kan ikke yde en stedfortræder for et kommunalt udpeget medlem af et sundhedsråd erstatning for dokumenteret tabt arbejdsfortjeneste for dette hverv, jf. § 21, stk. 2.