BEK 771/2026 · Bekendtgørelse om tilskud til rydning og forberedelse til afgræsning 2026
BEK 771/2026 Art. 20
Udbetaling af tilskud
Udbetaling af tilskud til rydning af tilgroede arealer sker på baggrund af tilsagnshavers opgørelse over betalte tilskudsberettigede udgifter. Der kan maksimalt udbetales tilskud til det beløb, der er givet tilsagn om tilskud til.
Stk. 2. Ansøgning om udbetaling af tilskud indgives på det udbetalingsskema, som er tilgængeligt for ordningen i Tast selv. Ansøgningen om udbetaling skal indeholde følgende: 1) Det udfyldte udbetalingsskema, herunder den udfyldte slutrapport. 2) Eventuelle andre nødvendige tilladelser end kommunens tilladelse til rydning, jf. § 4, stk. 3, nr. 7, og dispensationer til projektet fra offentlige myndigheder. 3) En opgørelse over tilskudsberettigede udgifter. 4) Fakturaer udstedt til tilsagnshaver. 5) Dokumentation for tilsagnshavers betaling af udgifter. 6) Dokumentation for eventuelle afholdte udbud.
Stk. 3. Tilsagnshaver erklærer ved indgivelse af ansøgning om udbetaling projektet for afsluttet og gennemført i overensstemmelse med tilsagnet.
Stk. 4. Hvis tilsagnshaver har betalt udgifter til en afhængig virksomhed, kan styrelsen alene udbetale tilskud til kostprisen. Tilsagnsbeløbet vil ligeledes blive reduceret til kostprisen. Tilsagnshaver skal vedlægge dokumentation for kostprisen. Hvis der ikke er dokumentation for kostprisen, nedsættes tilskuddet med 25 %. Med afhængig virksomhed menes en virksomhed, hvor der er et sammenfald af økonomisk, slægtskab eller anden nær personlig interesse mellem virksomheden og tilsagnshaveren.