BEK 732/2026 Art. 2
Fælles regler for finansiering af ydelser og tilbud efter lov om social service og barnets lov
Som beregningsgrundlag ved fastsættelse af takster efter § 174, stk. 3, i lov om social service og § 195, stk. 4, nr. 1, i barnets lov og af takster og objektiv finansiering efter § 174, stk. 4, i lov om social service og § 195, stk. 4, nr. 2 og 3, i barnets lov anvendes de samlede budgetterede, langsigtede gennemsnitsindtægter og -omkostninger ved levering af ydelser efter lov om social service og barnets lov eller drift af tilbud efter lov om social service og barnets lov, jf. stk. 2.
Stk. 2. Følgende indtægts- og omkostningstyper indgår i beregningsgrundlaget: 1) Almindelige indtægter, herunder indtægter fra salg af producerede ydelser. 2) Alle direkte og indirekte driftsomkostninger, f.eks. personaleomkostninger, borgerrelaterede udgifter, administrationsomkostninger, omkostninger til kompetenceudvikling, ejendomsomkostninger, afskrivninger og forrentning af kapital. 3) Andelen af eventuel central ledelse og administration fastsat som de faktiske omkostninger eller som en fast procent af et tilbuds øvrige budget. 4) Udgifter forbundet med tilsyn. 5) Udgifter til sundhedsfaglig behandling, som ikke er forbeholdt bestemte autoriserede sundhedspersoner at udføre, og som ydes af tilbuddets personale i tilbuddet. 6) Udgifter til sundhedsfaglig behandling, som er forbeholdt bestemte autoriserede sundhedspersoner at udføre, og som udføres efter delegation af tilbuddets personale i tilbuddet. 7) Foregående års over- eller underskud efter reglerne i §§ 3-7.
Stk. 3. For krisecentre og forsorgshjem, jf. §§ 109 og 110 i lov om social service, skal følgende omkostninger tillige indgå i beregningsgrundlaget: 1) Omkostninger ved ophold for danske statsborgere, hvis den tidligere handlekommune ikke kan findes. 2) Omkostninger ved ophold for udenlandske statsborgere, hvis der ikke kan findes en dansk handlekommune.