BEK 731/2026 · Bekendtgørelse om køreuddannelser og køreprøver
BEK 731/2026 Art. 68
Køreprøver til lille knallert for personer, der er fyldt 18 år
Kommunen sørger for undervisning i færdselsreglerne og i kørsel med lille knallert (knallertundervisning).
Stk. 2. Undervisningen skal gennemføres efter de retningslinjer for knallertundervisning, der er udfærdiget af Rådet for Sikker Trafik efter forhandling med Færdselsstyrelsen og bestemmelserne i bilag 5.
Stk. 3. Undervisningen skal forestås af undervisere, der har de nødvendige faglige og pædagogiske forudsætninger, og som har gennemført et grundkursus for undervisere i obligatorisk knallertundervisning, der er godkendt af Rådet for Sikker Trafik.
Stk. 4. Undervisningen tilrettelægges med en varighed på mindst 30 lektioner af mindst 45 minutters varighed. Undervisningen skal bestå af mindst 16 lektioner i teori og risikoforståelse og mindst 14 lektioner i praktisk køreundervisning (øvelseskørsel). Teoriprøven og den praktiske prøve afholdes inden for de 30 lektioner.
Stk. 5. En elev, der har været fraværende i højst 4 lektioner, kan anses for at have gennemført knallertundervisningen, hvis elevens underviser finder det forsvarligt. Eleven skal dog altid have deltaget i øvelseskørsel på lukket øvelsesplads.
Stk. 6. Undervisningsforløbet inklusive teoriprøven og den praktiske prøve skal strække sig over mindst 14 dage.
Stk. 7. Al øvelseskørsel skal ske under overvågning af underviseren, der højst må have opsyn med 6 elever ad gangen.