BEK 618/2026 · Bekendtgørelse om skiftende arbejdssteders indretning
BEK 618/2026 Art. 11
Velfærdsforanstaltninger
Adgang til faciliteterne, der kræves ifølge § 10, skal etableres på en af følgende måder eller en kombination heraf, jf. dog § 12: 1) Faciliteterne findes eller etableres på arbejdsstedet eller i umiddelbar nærhed af dette, forsvarligt indrettet i egnede lokaler, der er til rådighed under arbejdet. 2) Faciliteterne etableres på arbejdsstedet i skurvogne eller andre flytbare enheder, der er egnede og forsvarligt indrettede. Afløbsfri toiletter skal have samme hygiejniske standard som toiletter med vandudskylning. Hvis en skurvogn eller lignende stilles til rådighed for flere end 4 personer, skal den opfylde kravene i Arbejdstilsynets bekendtgørelse om indretning af skurvogne og lignende, og toiletter skal om muligt og rimeligt tilsluttes kloak. 3) Faciliteterne findes til rådighed på et af arbejdsgiveren etableret samlingssted, udgangssted eller lignende. Er samlingsstedet et fast forretningssted, værksted eller lignende i arbejdsgiverens virksomhed, skal faciliteterne opfylde kravene til velfærdsforanstaltninger på faste arbejdssteder. Er samlingsstedet af midlertidig karakter, skal faciliteterne opfylde kravene til skurvogne som anført i nr. 2. En forudsætning for, at samlingsstedets toiletfaciliteter anses at give fyldestgørende adgang til toilet, er dog, at den ansatte som led i sit arbejde vender tilbage til samlingsstedet med passende mellemrum eller på anden måde under arbejdet har rimelig mulighed for at benytte toiletfaciliteterne på samlingsstedet. Er det ikke tilfældet, skal der anvises den ansatte andet toilet af forsvarlig hygiejnisk standard i passende nærhed af arbejdsstedet.
Stk. 2. I tilfælde, hvor der ikke etableres vaske- eller badefaciliteter på selve arbejdsstedet, skal der dog altid på dette være mulighed for at rengøre sig i tilstrækkeligt omfang, om nødvendigt med varmt vand og særlige rensemidler, hvis arbejdet medfører risiko for forurening med materialer, der kan være smittefarlige, eller med stoffer og materialer, som det af hensyn til sikkerhed eller sundhed er vigtigt at få fjernet hurtigt fra huden eller hindre spredning af.
Stk. 3. Kvinder og mænd skal enten have adskilte bade- og omklædningsrum eller have mulighed for at benytte samme rum hver for sig.