BEK 601/2026 · Bekendtgørelse om genteknologi og arbejdsmiljø
BEK 601/2026 Art. 29
Almindelige bestemmelser
Der skal udarbejdes beredskabsplan for arbejdet med genetisk modificerede organismer, når svigtende indeslutningsforanstaltninger umiddelbart eller senere vil kunne medføre særlig fare for mennesker uden for lokalerne og/eller for miljøet, undtagen når en sådan beredskabsplan allerede er udarbejdet i henhold til anden lovgivning.
Stk. 2. Eventuelle beredskabsplaner skal udarbejdes og indsendes til Arbejdstilsynet, før arbejdet med genetisk modificerede organismer påbegyndes og vedlægges anmeldelsen til klassifikation efter § 11. Beredskabsplanerne skal ajourføres med regelmæssige mellemrum.
Stk. 3. Arbejdstilsynet videresender beredskabsplanerne og ajourføringerne heraf til Miljøstyrelsen med henblik på, at organer og myndigheder, som kan blive berørt af et uheld, på passende måde og uopfordret underrettes om beredskabsplanerne, herunder de relevante sikkerhedsforanstaltninger. Miljøstyrelsen påser, at de nævnte organer og myndigheder underrettes om de ajourførte oplysninger. Miljøstyrelsen påser ligeledes, at oplysningerne stilles til rådighed for offentligheden.