BEK 600/2026 Art. 9
Intern beredskabsplan
Virksomheder, omfattet af bilag 1, del 1 og 2, kolonne 2 eller 3, i Miljø- og Fødevareministeriets bekendtgørelse, skal udarbejde en intern beredskabsplan. Beredskabsplanen skal indeholde de i bilag 5, del 1, til Miljø- og Fødevareministeriets bekendtgørelse angivne oplysninger, med det formål 1) at begrænse og kontrollere forløbet af uheld for at mindske følgerne heraf og begrænse skaderne, og 2) at gennemføre foranstaltninger til beskyttelse af de ansatte mod virkningerne af større uheld.
Stk. 2. Virksomheder, omfattet af bilag 1, del 1 og 2, kolonne 2, i Miljø- og Fødevareministeriets bekendtgørelse, skal indsende beredskabsplanen til Arbejdstilsynet. Virksomheder, omfattet af Miljø- og Fødevareministeriets bekendtgørelses bilag 1, del 1 og 2, kolonne 3, skal indsende beredskabsplanen til kommunalbestyrelsen efter retningslinjerne i Miljø- og Fødevareministeriets bekendtgørelse.
Stk. 3. Beredskabsplanen skal indsendes inden etablering eller ved væsentlig ændring, jf. § 8, stk. 2 og 3, i Miljø- og Fødevareministeriets bekendtgørelse.
Stk. 4. Hvis der udover de tilfælde, der er nævnt i stk. 3 sker en ændring i virksomheden, der vil kunne indvirke på risikoen for større uheld, skal virksomheden gennemgå og om nødvendigt ajourføre beredskabsplanen, jf. § 9, stk. 1, i Miljø- og Fødevareministeriets bekendtgørelse.
Stk. 5. Beredskabsplanen skal regelmæssigt dog mindst hvert tredje år gennemgås, afprøves og om nødvendigt ajourføres. Ved gennemgangen af beredskabsplanen skal der tages hensyn til ændringer, der er sket i virksomheden herunder til ny teknisk viden.