BEK 561/2026 Art. 141
Indberetning af uddannelsesoplysninger
Danmarks Statistik videregiver uddannelsesoplysninger til Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering, jf. § 43, stk. 1, nr. 3, i lov om organisering og understøttelse af beskæftigelsesindsatsen m.v.
Stk. 2. Der videregives oplysninger til Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering om påbegyndte, igangværende og afbrudte/fuldførte uddannelser på folkeskole-, gymnasialt, erhvervsfagligt og universitetsniveau m.v., kursister/studerende ved voksen- og efteruddannelser og produktionsskoler samt selvrapporterede uddannelsesoplysninger fra danskere og udlændinge og uddannelse taget i udlandet. Derudover videregives oplysninger om senest og højest fuldførte uddannelse.
Stk. 3. For hver uddannelse videregives følgende til Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering: 1) Identifikationsoplysninger for uddannelsesinstitutionerne, hvor uddannelserne tages. 2) Identifikationsoplysninger for personer, der deltager i uddannelserne. 3) Uddannelseskoder til identifikation af uddannelserne. 4) Start- og sluttidspunkt for uddannelserne. 5) Statuskode for uddannelserne (gennemført/afbrudt mv.). 6) Identifikationsoplysninger for personernes højest fuldførte uddannelse.
Stk. 4. Oplysningerne anvendes af Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering til analyse, statistik og forskningsformål, jf. §§ 21 og 38 i lov om organisering og understøttelse af beskæftigelsesindsatsen m.v.