BEK 556/2026 Art. 13
Antager elevens underviser i det fag, hvori der afholdes test, at eleven ikke vil kunne gennemføre en test med et resultat, der kan bidrage til kvalificering af den løbende evaluering, orienterer skolen eleven og dennes forældre om muligheden for fritagelse for gennemførelse af en test.
Stk. 2. Skolens leder træffer på baggrund af indstilling fra elevens underviser og efter samråd med eleven og dennes forældre afgørelse om fritagelse for gennemførelse af en test. Skolens leder skal tillægge elevens synspunkter en passende vægt under hensyntagen til elevens alder og modenhed.
Stk. 3. Skolens leder kan undlade at inddrage pædagogisk-psykologisk rådgivning, hvis lederen vurderer, at dette ikke er nødvendigt, og hvis forældrene er enige heri. Skolens leder skal orientere forældrene om, at de til enhver tid kan anmode om, at pædagogisk-psykologisk rådgivning inddrages.