BEK 541/2026 Art. 4
Forpligtelser for producenter, importører og forhandlere
Producenten skal sikre følgende, før elektrisk og elektronisk udstyr bringes i omsætning: 1) Udstyret skal overholde kravene i § 3. 2) Der skal være foretaget en overensstemmelsesvurdering, jf. § 12. 3) Der skal være udarbejdet en EU-overensstemmelseserklæring, jf. § 13. 4) Der skal være anbragt CE-mærke på udstyret i overensstemmelse med § 14. 5) Udstyret skal være forsynet med et type-, parti- eller serienummer eller en anden form for angivelse, ved hjælp af hvilken udstyret kan identificeres, eller, hvis dette på grund af udstyrets størrelse eller art ikke er muligt, at de krævede oplysninger fremgår af emballagen eller af et dokument, der ledsager udstyret. 6) Producentens navn, registrerede firmanavn eller registrerede varemærke og kontaktadresse skal fremgå af udstyret eller, hvis det ikke er muligt, af emballagen eller af et dokument, der ledsager udstyret. Adressen skal være adressen på ét enkelt sted, hvor producenten kan kontaktes. Hvor anden gældende lovgivning indeholder bestemmelser om anbringelse af producentens navn og adresse, som er mindst lige så restriktive, finder disse bestemmelser anvendelse.
Stk. 2. Producenten har i øvrigt følgende forpligtelser: 1) Producenten skal opbevare den tekniske dokumentation og EU-overensstemmelseserklæringen i mindst ti år, efter at udstyret er bragt i omsætning. 2) Producenten skal føre register over udstyr, der ikke opfylder kravene i § 3, og føre register over tilbagekaldelser fra brugerne og holde importører og forhandlere orienteret herom. 3) Producenten skal sikre, at der findes procedurer til sikring af produktionsseriers fortsatte overensstemmelse med denne bekendtgørelse. Der skal i fornødent omfang tages hensyn til ændringer i produktets udformning eller kendetegn og til ændringer i de harmoniserede standarder eller tekniske specifikationer, som der er henvist til for at dokumentere udstyrets overensstemmelse med de gældende krav.