BEK 475/2026 · Bekendtgørelse om ledelse og styring af fondsmæglerselskaber m.fl.
BEK 475/2026 Art. 11
Organisation og ansvarsfordeling
Direktionen for fondsmæglerselskabet skal sikre, at 1) der foreligger en forretningsgang for identifikation, vurdering, håndtering og afhjælpning eller forebyggelse af faktiske og potentielle interne interessekonflikter, herunder interessekonflikter og effektiv funktionsadskillelse inden for markeds- og likviditetsrisikoområdet samt it-sikkerhed og -risikostyringsområdet, 2) fondsmæglerselskabet er indrettet, så der er betryggende funktionsadskillelse, f.eks. ved at overlade modstridende aktiviteter inden for behandlingen af transaktioner eller ved levering af tjenesteydelser til forskellige personer eller overdrage tilsyns- eller indberetningsansvar for modstridende aktiviteter til forskellige personer, og 3) fondsmæglerselskabet er indrettet, så der er klart definerede rapporteringslinjer.
Stk. 2. Fondsmæglerselskabets afvikling af transaktioner, udarbejdelse af resultat- og risikoopgørelser, kontrol og rapportering må kun udføres i samme enhed, hvis dette kan anses for betryggende, jf. § 2, og under hensyntagen til arten af enhedens øvrige opgaver.
Stk. 3. I fondsmæglerselskaber, hvor der ikke opretholdes funktionsadskillelse i overensstemmelse med stk. 1, nr. 2, skal der, jf. § 2, indføres foranstaltninger, der skal sikre, at der ikke påføres fondsmæglerselskabet unødige risici eller tab.