BEK 400/2026 · Bekendtgørelse om dyrevelfærdsmæssige mindstekrav til hold af grise
BEK 400/2026 Art. 72
Særlige bestemmelser for drægtige søer og gylte (indsættelse i farestier og redebygningsmateriale)
Søer og gylte skal være løsgående i farestien, jf. dog stk. 3 og 4.
Stk. 2. Farestien skal være indrettet, så soen eller gylten uhindret kan vende sig, og pattegrisene skal have tilstrækkelig plads til at die uden vanskelighed. Stien skal have et gulv-areal på mindst 6,5 m 2 , inklusiv afskærmet areal til pattegrisene. Mindst 3 m 2 af stiens gulvareal skal være med et sammenhængende fast eller drænet gulv.
Stk. 3. Søers og gyltes bevægelsesfrihed kan begrænses ved brug af farebøjler i tidsrummet fra umiddelbart før forventet faring og til højst fire dage efter faring.
Stk. 4. Bevægelsesfriheden for en so, der skal fungere som ammeso, kan, når det vurderes nødvendigt af hensyn til pattegrisenes sikkerhed, begrænses ved brug af farebøjler i højst 3 dage efter modtagelse af pattegrise, som ikke er soens egne. Ammesoen må fikseres én gang i hver laktationsperiode udover fikseringen i tidsrummet fra umiddelbart før forventet faring og til højst fire dage efter faring, jf. stk. 3. Stk. 2 finder tilsvarende anvendelse.
Stk. 5. Ved farebøjler, jf. stk. 3 og 4, forstås de bøjler, der benyttes til at begrænse soens og gyltens bevægelsesfrihed.