BEK 212/2026 · Bekendtgørelse om tilskud til CO2-reduktioner i CO2-intensive virksomheder
BEK 212/2026 Art. 20
Opgørelse af de støtteberettigede omkostninger
For følgende projekter er de støtteberettigede omkostninger projektets faktiske investeringsomkostninger, jf. dog stk. 2-6: 1) Optimeringsprojekter, der er omfattet af § 10, stk. 5. 2) Projekter, der indebærer udskiftning til en varmepumpe. 3) Projekter, der relaterer sig til forarbejdning og afsætning af fiskevarer eller akvakulturprodukter i små og mellemstore virksomheder. 4) Projekter, der indebærer udnyttelse af overskudsvarme og varmegenvinding. 5) Projekter, der består i installation af en supplerende komponent i allerede eksisterende udstyr.
Stk. 2. For projekter, som vedrører installation af nyt udstyr, som helt eller delvist skal erstatte energiforbruget i eksisterende udstyr, er de støtteberettigede omkostninger forskellen mellem omkostningerne ved den statsstøttede investering og nettonutidsværdien af omkostningerne til vedligeholdelse, reparation og modernisering af de eksisterende anlæg og det eksisterende udstyr tilbagediskonteret til det tidspunkt, hvor den støttede investering ville blive foretaget. Opgørelsen skal foretages i henhold til standardløsningen i bilag 10. Ansøger kan alternativt vælge at få de støtteberettigede omkostninger opgjort efter stk. 6.
Stk. 3. Hvis Energistyrelsen vurderer, at det ikke er muligt at lave en retvisende opgørelse af nettonutidstidsværdien af omkostninger til vedligeholdelse, reparation og modernisering af det eksisterende udstyr, vil de støtteberettigede omkostninger blive opgjort efter stk. 6.
Stk. 4. For udskiftningsprojekter, der er omfattet af § 10, stk. 5, er de støtteberettigede omkostninger meromkostningerne ved køb af lavemissionsfartøjet eller nulemissionsfartøjet. Meromkostningerne beregnes som forskellen mellem projektets faktiske investeringsomkostninger og de investeringsomkostninger, der ville have været ved køb af et fartøj af samme kategori, der opfylder allerede gældende EU-standarder, og som ville være blevet erhvervet uden støtten.
Stk. 5. Ved projekter i store virksomheder, der beskæftiger sig med forarbejdning og afsætning af fiskevarer eller akvakulturprodukter, beregnes finansieringsgabet, de støtteberettigede omkostninger og den kontrafaktiske investering i henhold til de krav, der fremgår af bilag 9.
Stk. 6. For projekter, der ikke er omfattet af stk. 1-5, vil de støtteberettigede omkostninger være 50 % af projektets faktiske investeringsomkostninger.