BEK 186/2026 · Bekendtgørelse om erhvervsuddannelsen til buschauffør
BEK 186/2026 Art. 8
Uddannelsens afsluttende prøve på trin 3 udgør en svendeprøve. Prøven afholdes af skolen i samarbejde med det faglige udvalg som en del af den sidste skoleperiode. Prøven tilrettelægges som fastsat i uddannelsesordningen om erhvervsuddannelsen til buschauffør.
Stk. 2. Lærlingen skal inden aflæggelse af prøven være i besiddelse af de i uddannelsesordningen fastsatte kørekort og certifikater. Lærlingen kan, når det er begrundet i særlige forhold og efter det faglige udvalgs konkrete afgørelse, blive fritaget for kravet om besiddelse af kørekort og certifikater inden prøvens aflæggelse.
Stk. 3. For at der kan udstedes skolebevis, skal lærlingen have bestået alle de obligatoriske uddannelsesspecifikke fag samt de valgfri specialefag, herunder arbejdsmarkedsuddannelser i hovedforløbet. Lærlingen skal mindst have opnået 2,0 som et gennemsnit af karakterer for alle fag i hovedforløbet, samt mindst have opnået karakteren 02 i den afsluttende prøve.
Stk. 4. Ved uddannelsens afslutning med trin 3 udsteder det faglige udvalg et svendebrev som dokumentation for, at lærlingen har opnået kompetence inden for uddannelsen. På svendebrevet anføres karakteren for svendeprøven.