BEK 179/2026 · Bekendtgørelse om erhvervsuddannelsen til flytekniker
BEK 179/2026 Art. 1
Erhvervsuddannelsen til flytekniker har til formål at kvalificere elever og lærlinge til at kunne varetage vedligeholdelse af fly/helikoptere til civil luftfart i henhold til Kommissionens forordning (EU) nr. 1321/2014 af 26. november 2014 om vedvarende luftdygtighed af luftfartøjer og luftfartøjsmateriel, -dele og -apparatur og om godkendelse af organisationer og personale, der deltager i disse opgaver.
Stk. 2. Lærlingen skal nå de uddannelsesmål, som er fastsat i uddannelsesordningen om erhvervsuddannelse til flytekniker for det speciale, som lærlingen har valgt, jf. stk. 3.
Stk. 3. Uddannelsen afsluttes med et af følgende trin og specialer: 1) Trin 1 med specialet B1-flytekniker, mekanik, svarende til en kategori B1-uddannelse, efter den gældende EU-forordning, jf. stk. 1, indplaceret på niveau 4 i den danske kvalifikationsramme for livslang læring. 2) Trin 2 med specialet B2-flytekniker, elektronik, svarende til en kategori B2-uddannelse, efter den gældende EU-forordning, jf. stk. 1, indplaceret på niveau 5 i den danske kvalifikationsramme for livslang læring.
Stk. 4. Specialet på trin 1 giver adgang til uddannelsens trin 2.
Stk. 5. Grundforløbet kan ikke erstattes af grundlæggende praktisk oplæring i virksomhed.