BEK 111/2026 · Bekendtgørelse om lokalplejehjem
BEK 111/2026 Art. 1
Definitioner
I denne bekendtgørelse forstås ved: 1) Det kommunale aktieselskab: Det aktieselskab, som én eller flere kommuner har etableret, og som driver lokalplejehjemmet. 2) Beliggenhedskommunen: Den kommune, hvor lokalplejehjemmet ligger. 3) Afregningspris eller afregningspriser: Den eller de priser, som kommunalbestyrelsen skal afregne til det kommunale aktieselskab, der driver lokalplejehjemmet, for levering af ydelser efter lov om social service og tilbud efter ældreloven. 4) Tilsvarende tilbud: Plejeboliger hvor der leveres tilsvarende ydelser. Ved vurderingen af hvilke tilbud, der er tilsvarende tilbud, skal kommunalbestyrelsen vurdere, hvilke ydelser som tilbuddet kan levere. Herudover skal der i relevant omfang ses på tilbuddets målgrupper, specialiseringsgrad mv. Hvis beliggenhedskommunen har en visitationspraksis, skal den anvendes som kriterium for, hvilke plejeboliger der indgår i beregningsgrundlaget som tilsvarende tilbud.